fredag den 15. oktober 2010

Kvinder går glip af lønforhandling

Cirka hver femte kvinde på barsel går glip af lønforhandling, viser en undersøgelse blandt HKs medlemmer.

Selv om det er i strid med lovgivningen, så går cirka hver femte kvinde glip af lønforhandling, mens hun er på barsel. Det viser en undersøgelse blandet 12.000 af HKs medlemmer.

Næstformand i HK, Mette Kindberg, er overrasket over, at så mange kvinder fortsat mister lønforhandlingen, mens de er på barsel.

- Kvinderne har ret til lønforhandling, når de er på barsel. Det har vi flere gange fået medhold i hos domstolene. Derfor kommer det bag på mig, at det stadig er et så stort problem, siger hun.

Mette Kindberg henviser blandt andet til en dom fra Retten i Horsens, hvor en kvinde tilbage i 2008 fik tilkendt en erstatning på 11.000 kroner, fordi hun ikke fik den lønforhandling, hun havde krav på.

Ifølge ligebehandlingsloven og ligelønsloven må der ikke ske en forskelsbehandling på grund af barsel. Derfor har kvinder og mænd på barsel krav på sædvanlige lønstigninger, når de genoptager arbejdet.

- Nogle arbejdsgivere tænker måske, at går den, så går den. Og det tyder på, at vi er nødt til at informere vores medlemmer noget bedre om, hvilke rettigheder de har, siger Mette Kindberg.

Lønnen halter bagefter

Den manglende lønforhandling, som mange kvinder går glip af i forbindelse med barselsorloven, kan også mærkes i lønningsposen. 12 procent af kvinderne svarer, at deres løn ikke er fulgt med kollegernes, viser undersøgelsen fra HK.

I den sammenhæng efterlyser næstformanden i HK nogle værktøjer, så det i højere grad bliver muligt for kvinder og mænd, der kommer tilbage fra barsel, at vurdere om de halter bagefter.

- Løn er vanskelig, fordi det ofte er meget individuelt. I forhold til barsel mangler vi nogle redskaber, så det i højere grad bliver muligt for kvinder og mænd, der kommer tilbage fra barsel at vurdere, om de halter bagefter. Det kunne være i form af lønstatistikker, siger Mette Kindberg.

Ændrede arbejdsopgaver.

Undersøgelsen blandt HKs medlemmer viser også, at mange kvinder oplever, at deres arbejdsopgaver er ændret, når de kommer tilbage fra barsel. Godt 20 procent af kvinderne har oplevet det. For mændenes vedkommende er det kun 4,5 procent, der har fået nye arbejdsopgaver efter barslen. Mænd holder dog også meget kortere barsel end kvinder, så tidsrummet, hvor der kan ske ændringer, er heller ikke så stort.

Medarbejderne er dog langt fra forpligtet til at acceptere alle ændringer, påpeger Mette Kindberg.

- Hvis en områdeleder bliver sat til at betjene kassen, eller en bogholder bliver sat til at udføre sekretær arbejde, er det så markante ændringer af ens arbejdsopgaver, at man ikke behøver acceptere det. Men er man er i tvivl, er det altid en god ide at kontakte sin fagforening, siger Mette Kindberg.

Læs mere her

tags: HK, Horsens, 2008, fagforening, fagforening, lovgivning, domstol, lønstigning, arbejdsgiver,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar