torsdag den 5. november 2015

BEC Business bremser fravær blandt elever

Overalt i Danmark er handelsskolerne og de andre ungdomsuddannelser plaget af et stigende fravær blandt eleverne. Men BEC Business har lyttet til eleverne og på den måde bragt fraværet ned fra 18 procent i 2006 til 12 procent i 2007.

– Vi vil godt være kendt som den utraditionelle handelsskole. Vi arbejder hele tiden på at tage utraditionelle midler i brug for at gøre skolen attraktiv. Det giver pote nu igennem et fald i vores elevers fravær, siger uddannelseschef Anja Kristiansen.

Det nye i BEC Business’s tankegang er, at det også er skolens ansvar, hvor mange elever, der møder op til timerne. Det er ikke kun den enkelte elevs ansvar at passe sin skolegang, skolen har også en stor andel i det.

Midlerne er mange, men fælles for de fleste er, at idéerne kommer fra eleverne selv. Gennem samtaler og uformelle fokusgrupper er de kommet med ideer til, hvordan skolen kan udvikle rammer og retningslinjer for, at gøre uddannelsesforløbet bedst muligt for eleverne.

Ansat hyggeonkel for eleverne
Det måske væsentligste initiativ, der er taget på BEC Business, er ansættelsen af en fastholdelseskoordinator, som var den første af sin slags i Danmark. Fastholdelseskoordinatoren er elevernes sparringspartner om alt det, der ikke nødvendigvis handler om det faglige. Han er hverken lærer eller vejleder, men kender alle eleverne ved navn og har kun til opgave at være der for dem socialt. Han er med til at arrangere hyggelige arrangementer, og det er også ham, eleverne kan gå til, hvis de vil snakke om noget.

Mange andre skoler er fulgt i BEC Business fodspor og har kopieret idéen med en fastholdelseskoordinator.

Betalt for at gå i skole
Derudover er der nu økonomisk gevinst for eleverne i at dukke op til timerne. En gang om måneden får klassen med det laveste fravær 3.000 kroner. Der er også mange andre tiltag, for eksempel:

Eleverne er på kontrakt
Mere målrettede profiler på uddannelserne
Sygdom skal meldes hver morgen
Høj inddragelse af forældrene
Indretning af pauserum
Lektiecafé
 

Læs mere her

tags: Danmark, økonomi, uddannelse, 2007, 2006, ansættelse, uddannelseschef,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar