torsdag den 9. oktober 2014

BEC Business tog afsked med de første studenter efter gymnasiereformen

Stemningen var i top, og der blev blev sunget "vi elsker vort land", da eksamensbeviserne blev overrakt til BEC Business’ 138 nye studenter i Ledøje–Smørumhallen lørdag den 28. juni.

Der var masser at berette om for vicerektor Poul Duer og direktør Ingo Østerskov, som holdt talerne ved BEC Business’ Dimission. En gymnasiereform, studieophold for 15 elever i Shanghai og en ny karakterskala er bare nogle af de begivenheder, som eleverne har oplevet under de tre års slid. Specielt gymnasiereformen har sat sit præg på uddannelsen, men ifølge vicerektor Poul Duer har eleverne fået et rigtig godt uddannelsesforløb, selvom de har været den første årgang efter reformen:

"Der har været meget negativ omtale i medierne i forhold til reformen. Specielt har de almene gymnasier beklaget sig, men fordi vi på handelsgymnasiet er vant til reformer og forandringer, så har reformen ikke taget så hårdt på os. Vi er jo netop kendetegnet ved at være omstillingsparate, blandt andet fordi vi er så tæt knyttet til erhvervslivet og altid forsøger at udvikle os i forhold til de krav arbejdsmarkedet stiller. Derfor er det med stor optimisme, at jeg sender disse 138 nye studenter ud på arbejdsmarkedet og de videregående uddannelser", udtaler Poul Duer.

Udover uddelingen af eksamensbeviser skulle eleven med skolens højeste gennemsnit kåres, og det blev Tine Beier Lund med et flot snit på 10,6. Der var også hæder til Vidak Kruscic for at have "ydet en særlig indsats". Vidak har blandt andet udført et stort arbejde for skolen i rollen som elevrådsformand, samtidig med at han har formået at passe sine studier.

 

Læs mere her

tags: direktør, uddannelse, erhvervslivet, almene gymnasier, arbejdsmarked, gymnasiet, videregående uddannelse, rektor, eksamensbevis,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar