onsdag den 11. august 2010

Datalogi og software et hit blandt nye AAU-studerende

Computerrelaterede uddannelser i datalogi, softwareudvikling og fremtidens medieteknologier trækker ekstraordinært mange nye studerende til Aalborg Universitet i det kommende studieår. Den markante fremgang sker til dels på bekostning af elektronik-uddannelserne, som den ansvarlige studieleder nu vil slå et slag for i samarbejde med elektronikbranchen.

Aalborg Universitets tekniske og naturvidenskabelige uddannelser på området er samlet i IKT-skolen SICT (School of Information and Communication Technology), hvor studieleder Uffe Kjærulff jubler over søgningen til it-området.

- Vi har for eksempel aldrig haft flere førsteprioritets-ansøgninger til softwareingeniør-studiet end i år, hvor fremgangen er på 54 procent i forhold til i fjor. Datalogi har fået en tredjedel flere ansøgere end i 2009, der ellers også var et super år. Så fra 2008 til 2010 er det langt over en fordobling af datalogi, hvilket er helt fantastisk, konstaterer Uffe Kjærulff.

En ny uddannelse i IT, kommunikations- og medieteknologi på Aalborg Universitets afdeling i København får også en stærk premiere med 52 førsteprioritets-ansøgere. Uddannelsen appellerer til nogle af de samme unge, som i forvejen i stort tal søger AAU's særlige medialogi-uddannelse i København, Aalborg eller Esbjerg.

- Det er uddannelser, som blander hardware og software, og som i højere grad fokuserer på anvendelsen af teknologien end på teknikken bag. Vi havde en forventning om, at den nye uddannelse ville trække mange til, og det har heldigvis holdt stik, siger Uffe Kjærulff.

Vigende elektronik-interesse skal vendes

Til gengæld har han en udfordring på elektronik-området, hvor søgningen gennem de seneste år er dalet støt.

- Tidligere buldrede elektronikindustrien frem herhjemme, og det gjaldt også søgningen til uddannelser på området. Men vi har haft faldende ansøgertal de seneste år, og det er nærliggende at tro, at der er en sammenhæng med de problemer, der har ramt elektronikproducenterne. De har haft det sværere end softwarebranchen, hvor der blandt andet sker en masse med services på nettet og applikationer til smartphones, vurderer Uffe Kjærulff.

En del af hans opgave i den kommende tid bliver derfor at få vendt udviklingen, og det vil han blandt andet gøre ved at fremhæve det høje danske forskningsmæssige niveau inden for elektroniske systemer - herunder antenneteknologier, mobiltelefoner og andre trådløse teknologier.

- Vi bliver nødt til sammen med elektronikindustrien at granske, hvad vi kan gøre for at få skubbet mere gang i søgningen til uddannelserne. Der er mange gode eksempler på velfungerede dansk udvikling og industri på området, men vi skal være bedre til at få det budskab ud til de unge, siger Uffe Kjærulff.

Læs mere her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar