lørdag den 21. august 2010

Vilhelm Hahn-Petersen ny bestyrelsesformand

Cimber Sterlings nye bestyrelsesformand, Vilhelm Hahn-Petersen, har siddet i luftfartsselskabets bestyrelse siden 2006 og kan trække på indgående erfaring, bl.a. fra en tidligere topstilling i branchen.

Vilhelm Hahn-Petersen overtager fra i dag posten som bestyrelsesformand for Cimber Sterling. Det blev vedtaget på et konstituerende bestyrelsesmøde torsdag aften, den 19. august, efter selskabets ordinære generalforsamling. 50-årige Vilhelm Hahn-Petersen afløser Niels Erik Nielsen, som forlader Cimber Sterling efter fem år som bestyrelsesformand.

Vilhelm Hahn-Petersen har været medlem af Cimber Sterlings bestyrelse siden 2006 og kender dermed forretningen indgående. Samtidig har han stor international erfaring fra ledende stillinger i både fly-og luftfartsbranchen. Fra 1999 til 2003 var han direktør for operationen, COO, i lavprisflyselskabet easyJet PLC, hvor hans fokus på omkostninger og indtjening, bl.a. relateret til optimering af selskabets flådeudnyttelse, var en væsentlig faktor i selskabets succesfulde børsnotering i november 2000 og eksplosive vækst i årene herefter.

Fra 2004 til november 2009 var Vilhelm Hahn-Petersen partner og direktør i Danmarks største kapitalfond, Axcel, hvor han bl.a. havde ansvar for udviklingen af en række virksomheder i porteføljen. Han har således omfattende erfaring med både store virksomhedsomstillinger og virksomhedsledelse på et operationelt niveau.

På vej mod lønsomhed
Jeg er beæret over, at bestyrelsen har peget på mig som ny bestyrelsesformand for Cimber Sterling. Jeg har den dybeste respekt for den faglige dygtighed, store samarbejdsvilje og stærke teamspirit hos medarbejderne i Cimber Sterling og føler det som et stort privilegium at skulle arbejde endnu tættere sammen med direktionen og de øvrige medarbejdere som selskabets bestyrelsesformand, siger Vilhelm Hahn-Petersen og fortsætter:

Jeg overtager posten med stor respekt for de udfordringer, der gælder inden for luftfart, og som hele branchen oplevede til fulde sidst år. Samtidig går jeg til jobbet med en stærk tillid til, at vi kan gøre Cimber Sterling til en lønsom forretning. Vi er allerede på vej, og vi har optimeret forretningen på væsentlige områder det seneste år. Nu skal vi lægge alle kræfter i at fortsætte ad dette spor og skærpe forretningen yderligere, så Cimber Sterling kan indfri sit potentiale i markedet.

Ud over posten i Cimber Sterling har Vilhelm Hahn-Petersen bestyrelsesposter i Esko Graphics A/S samt Vital Petfood A/S. Desuden har han sit eget investeringsselskab, CataCap.

Ved den ordinære generalforsamling torsdag d. 19. august blev Christian J. G. Nielsen desuden valgt ind i Cimber Sterlings bestyrelse som afløser for Vagn Sørensen, der trådte ud af bestyrelsen i juni. 47-årige Christian J. G. Nielsen har beskæftiget sig med stort set alle aspekter af topledelse, blandt andet som COO for K. Hartwell Group, CEO og CFO for Bekaert Handling Group A/S og CFO for Fazer Danmark. I dag er han strategikonsulent for Vestas A/S og medlem af Oase Outdoors bestyrelse.

Om Cimber Sterling
Cimber Sterling er et danskbaseret luftfartsselskab med over 850 medarbejdere, kontorer i fem danske lufthavne og en flyflåde bestående af 26 store og små fly. Cimber Sterling gennemfører mere end 1.000 flyvninger om ugen og befordrer ca. 2,4 millioner privat- og forretningsrejsende om året. Ud over flyvning af indenrigs- og ferieruter samt flyvning til udvalgte europæiske destinationer beskæftiger Cimber Sterling sig med vedligeholdelse af fly, udvikling og salg af software til styring af logistik omkring flyvedligeholdelse samt udlejning af fly gennem wet og dry leases. Læs mere på cimber.dk.

Læs mere her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar