onsdag den 26. september 2012

A.P. Møller Fonden giver 40 mio. til professorat på CBS

En tiårig bevilling fra A.P. Møller Fonden skaber grundlaget for, CBS kan ansætte en internationalt anerkendt professor i entrepreneurship og konkurrere med de bedste business schools i verden
CBS efterspørger en international kapacitet inden for kunsten at skabe succesrige, nye virksomheder. En donation på 40 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal gør det nu muligt for CBS at headhunte blandt verdens førende eksperter.

Vi er særdeles glade for den generøse donation fra A.P. Møller Fonden. CBS er optaget af, at entreprenørskab skal bidrage til den økonomiske vækst, som danskerne skal leve af i fremtiden, ogvi kan nu tiltrække en forsker fra den absolutte internationale top til gavn for studerende og erhvervsliv, siger rektor Per Holten-Andersen.

CBS forventer at ansætte en Mærsk Mc-Kinney Møller-professor med tilhørende forskningsstab i løbet af 2013, og med denne oprettelse af en endowed chair i entreprenørskab vil den forsknings- og undervisningsstrategiske indsats i Danmark blive styrket markant. A.P. Møller Fondens formand, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, udtaler:

Hvis danske virksomheder skal blive ved med at udvikle sig og nye vokse frem, er kun det bedste vidensgrundlag godt nok. En international topforsker vil ikke blot kunne understøtte samarbejdet mellem erhvervsliv og forskning, men også inspirere og udfordre de dygtigste danske undervisere og studerende inden for feltet. Det vil være helt i vor tidligere bestyrelsesformand, min far Mærsk Mc-Kinney Møllers ånd, og derfor er det naturligt at knytte hans navn til et topprofessorat inden for dette felt.

CBS er centrum for forskning i entreprenørskab, og cirka fire ud af ti forskningspublikationer udgivet om entreprenørskab i Danmark er skrevet af forskere fra CBS. På CBS er de studerende aktive iværksættere: Studentervæksthuset Copenhagen School of Entrepreneurship har lige nu 52 virksomheder under opstart. Gennem det seneste årti har CBS udvidet sine aktiviteter og tilbyder nu to kandidatuddannelser i emnet fra næste år tilbydes desuden en bacheloruddannelse i innovation og entrepreneurship sammen med valgfag på alle uddannelsesniveauer.

Læs mere her

tags: Danmark, økonomi, uddannelse, kunst, 2013, bestyrelsesformand, virksomhed, Mærsk, strategi, undervisning, kandidatuddannelse, studerende, rektor, innovation, publikation,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar