lørdag den 10. november 2012

Udvikling af velfærdsteknologi på de fynske skoleskemaer

200 fynske skolebørn har siden midten af september brudt hovederne med at udtænke idéer til nye teknologier til at understøtte fremtidens ældre. Lørdag den 10. november mødes de alle hos it-virksomheden KMD i Odense for at kåre den bedste velfærdsteknologiske løsning og dyste i robotkørsel med LEGO Mindstorms.

Den verdensomspændende viden- og teknologikonkurrence FIRST LEGO League sætter i år under overskriften Senior Solutions fokus på velfærdsteknologi og de muligheder, som teknologi skaber for sundhedssektoren.

Siden den 15. september har 200 børn og unge i alderen 10-16 år arbejdet med at udforske, udtænke og udvikle netop deres bud på fremtidens smarte teknologier til sundhedssektoren.

- FIRST LEGO League bringer i år samfundets store behov for nye intelligente teknologier til at understøtte pleje- og behandlingskrævende borgere ind i folkeskolen. Konkurrencen åbner en unik mulighed for at lade de tilmeldte hold sætte fokus på en af tidens helt store udfordringer nemlig hvordan vi skaber en sammenhængende sundhedssektor, hvor borgere gennem nye teknologier får lige adgang til samfundets sundhedsydelser, fortæller Bjarke Nielsen, der er sekretariatsleder i Innovationsnetværket RoboCluster, som sammen med Mikro Værkstedet er ansvarlig for afholdelsen af den fynske delfinale i FIRST LEGO League.

Børnene, der i grupper repræsenterer en række fynske skoler, mødes den 10. november for at dyste om hvilket hold, som har klaret opgaven bedst. Udover fremlæggelse af de enkelte holds gode idéer for et dommerpanel, dyster hvert hold også i konkurrencen om at løse en række sundhedsudfordringer på en bane med LEGO Mindstorms-robotter.

Globale perspektiver med lokal forankring
Konkurrencen afholdes i Odense-afdelingen af den danske it-virksomhed KMD, og Lars Monrad-Gylling, der er adm. dir. hos KMD, ser samarbejdet med FIRST LEGO League som en god mulighed for at lade KMD være med til at synliggøre, hvad velfærdsteknologi er, og hvilken betydning det får fremover.

- I indretningen af vores fremtidige velfærdssamfund får vi brug for at tænke anderledes og tage nye teknologier i brug. I KMD er velfærdsteknologi et nyt stort strategisk indsatsområde, og vi har en betydelig interesse i at skabe opmærksomhed og forståelse for området. Også hos de helt unge årgange, som jo både er borgere i velfærdssamfundet men også morgendagens potentielle KMD medarbejdere, fortæller Lars Monrad-Gylling.

Men også muligheden for at åbne dørene for lokalsamfundet har været med til at fange KMD s interesse i samarbejdet med den fynske delfinale i FIRST LEGO League.

- KMD er en af Odenses helt store arbejdspladser, og vi vil gerne være deltagende og synlig i vores lokalområde. Så vi finder det helt naturligt, at åbne dørene og byde indenfor, når lejligheden viser sig, siger Lars Monrad Gylling.

Kort om dagen
Den fynske delfinale afholdes lørdag den 10. november 2012 kl. 08.00-15.30 hos KMD, Niels Bohrs Allé 185, 5220 Odense. Vinderen af den fynske delfinale går direkte videre til den skandinaviske finale i Oslo den 01. december 2012. På dagen deltager 18 skolehold fra henholdsvis Odense Kommune, Assens Kommune og Faaborg Midtfyn Kommune. Områdedirektør hos KMD i Odense Erling Dydensborg byder velkommen på dagen. Ligeledes vil der være mulighed for interview med både Bjarke Nielsen og Erling Dydensborg på dagen.

Yderligere info
Innovationsnetværket RoboCluster, sekretariatsleder Bjarke Nielsen, M: +45 2119 4797, bjarke.nielsen(at)robocluster.dk

Læs mere her

tags: direktør, interview, Odense, december, KMD, Niels Bohr, storm, 2012, virksomhed, teknologi, sundhedssektoren, Faaborg, skolebørn, folkeskole, skandinavisk, strategi, konkurrence, Oslo, Assens,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar