søndag den 2. oktober 2011

Aktiv weekend på Hørby Ungdomsskole

Fodboldspillere, forældre og forventningsfulde fremtidige efterskolelever og faktisk også Orla Frøsnapper fyldte godt i bybilledet i Hørby, da efterskolen først var vært for godt 30 efterskolehold ved NM i fodbold for efterskolehold og siden åbnede dørene for interesserede, der på Efterskolernes Dag havde lyst til at se, hvad Hørby Ungdomsskole kan byde på, når det handler om et efterskoleophold.

Omkring 300 mennesker lagde på Efterskolernes Dag vejen forbi Hørby Ungdomsskole, hvor hele det nuværende elevhold sammen med personalet bød indenfor til rundvisninger og en snak om efterskolelivet. Rundt i skolens faglokaler og hal var der aktiviteter dagen igennem, så gæsterne kunne få et indtryk af, hvordan en dag på Hørby tager sig ud for de elever, der bruger skolens faciliteter og muligheder som en aktiv ramme om deres liv som efterskoleelever.

Fodboldstævnet for de nordjyske efterskole har Hørby Ungdomsskole været vært for siden 1991, og det har i sin 20 årige historie udviklet sig fra at være et lille stævne til nu at tiltrække så mange hold, at man har måttet dele stævnet i en ?øst? og en ?vest? udgave. Hørby Ungdomsskole er fortsat vært for skolerne i den østlige del af den nordjyske efterskoleregion, mens skoler med en beliggenhed længere mod vest samles på Skyum Idrætsefterskole ved Snedsted i Thy.

Hos pigerne var det holdet fra Himmerlandscentrets Idrætsefterskole, der fik guld i A-rækken, mens pigerne fra Halvorsminde snuppede de fine medaljer i B-rækken. For drengenes vedkommende gik der også guldmedaljer til Himmerlandscentrets Idrætsefterskole, der vandt B-rækken, mens drengene fra Aabybro Ungdomsskole fik guldet i A-rækken.

Og så var der lige den med Orla Frøsnapper. Han kom forbi, da efterskolens dramahold havde premiere på årets første forestilling, og havde i den anledning inviteret de yngste elever fra Hørby Skole som publikum til Ole Lund Kirkegaards legendariske historie om Orla og alle vennerne.


Læs mere her

tags: fodbold, 1991, efterskole,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar