mandag den 23. september 2013

På fodboldbanen er engelsk arbejdssproget

Præcis og tydelig kommunikation kan være altafgørende på en fodboldbane. Men det er en udfordring, når man har spillere af vidt forskellig nationalitet på holdet

Det ved de i FC Nordsjælland, hvor en god håndfuld i Superliga-truppen er udlændinge, blandt andet fra USA, Portugal, Ghana og Kroatien. Derfor er sprogundervisning et fast tilbud. Men spillerne lærer ikke dansk. I en erkendelse af, at engelsk er det sprog, som de fleste taler, og at spillerne måske kun er i Danmark i en kortere periode, har klubben valgt at tilbyde sprogkurser i engelsk til de spillere, som ikke mestrer sproget tilstrækkeligt.

Kurserne gennemføres i samarbejde med sprogvirksomeden Business Language Services i klubbens faciliteter i Farum. I øjeblikket modtager to spillere undervisning, nemlig Ivan Runje og Mario Ticinovic begge 22 år og fra Kroatien.

- Før han begyndte var Ivan okay til at snakke engelsk, men han er blevet markant bedre, siden han gik i gang. Den største forskel har været Mario Ticinovic, som før undervisningen havde svært ved at begå sig på engelsk. Det har undervisningen hjulpet på, og Mario er nået så langt, at han også er begyndt at joke med holdkammeraterne, fortæller sportsdirektør Jan Laursen.

Klubbens krav til undervisningens indhold og niveau er kort og godt, at spillerne bliver bedre til at tale og forstå engelsk. Ofte er det hurtige og præcise budskaber, der skal leveres på en fodboldbane. Under træningen er det også nødvendigt, at alle spillere forstår, hvad der bliver sagt. Og med de mange forskellige nationaliteter i truppen har klubben derfor valgt, at engelsk er arbejdssproget. Men dansk bliver dog også brugt af cheftræner Kasper Hjulmand og hans stab på træningsbanen.

- Det vigtigste er, at spillerne bliver bedre integreret på banen, men også uden for banen. Derfor skal spillerne forstå og kunne bruge de gloser, der er nødvendige på banen, men vi lægger også vægt på, at de derfor lærer et alment fornuftigt engelsk, så de kan klare sig i en normal hverdag i Danmark, pointerer sportsdirektøren.

Det betyder meget, at spillerne indgår i diverse sociale sammenhænge, og her spiller sproget naturligvis en væsentlig rolle.

- Da Mario lænede sig meget op af Runje og hans sprogkundskaber valgte vi at skille dem ad, så de er blevet undervist hver for sig. Det har givet positivt udbytte for begge, fortæller Kasper Mikkelsen, der er administrerende direktør i Business Language Services.

Det er frivilligt, om spillerne vil følge undervisningen. Men de fleste siger ja tak, fordi det er et naturligt led i at blive integreret.

Ivan Runje siger:
- Så længe det ikke går udover den tid, vi skal bruge træningsbanen, vil vi gerne bruge tid på at lære engelsk. Undervisningen kan altid passes ind i vores program, men det fungerer også rigtig godt med fleksibilitet i planlægningen. Både Mario og jeg er glade for, at klubben kan tilbyde os engelskundervisning, så vi kan blive bedre til det.

Ud over sprogundervisningen hjælper klubben på flere måder de udenlandske spillere med at blive integreret. En medarbejder er ansat til at hjælpe nye spillere med alt lige fra at købe møbler til at handle ind til aftensmad. Filosofien er, at hvis spillerne føler sig godt tilpas uden for banen, så er der også større chance for, at de kan præstere inde på banen.

Undervisningen evalueres jævnligt mellem klub og BLS, og klubben sikrer sig løbende, at spillerne er tilfredse og får udbytte af kurserne. Undervisningen foregår som regel to gange om ugen efter fodboldtræningen.

BLS er valgt som leverandør, da flere af klubbens medarbejdere kender BLS fra tidligere og har gode erfaringer med samarbejdet, hvor opgaverne løses professionelt. Samtidig er BLS indtrådt som Company+ Partner i klubben. BLS har udført lignende opgaver for andre professionelle sportsklubber.

Om BLS:

Business Language Services ApS tilbyder et bredt spektrum af ydelser inden for både sproglige og kulturelle emner og er blandt de førende sprogvirksomheder i Danmark.

Virksomhedens mission er at udvikle menneskers og virksomheders forståelse for vigtigheden af korrekte sproglige færdigheder. Dette opnås via samarbejde med virksomhedens professionelle undervisere, som med deres erfaring og høje uddannelser har en stor faglig og kulturel indsigt.

Et forløb hos BLS skræddersyes til det aktuelle behov, således at medarbejderne bliver klædt på at klare de sproglige og kulturelle udfordringer i jobbet.

Billedtekst:
Mario Ticinovic (tv) og Ivan Runje kommer fra Kroatien og har stort udbytte af den engelskundervisning, som FC Nordsjælland tilbyder dem i samarbejde med sprogvirksomheden Business Language Services

Læs mere her

tags: USA, Danmark, FC Nordsjælland, direktør, uddannelse, Farum, Nordsjælland, sportsdirektør, fodbold, virksomhed, fleksibilitet, Kroatien, kommunikation, undervisning, sprog, Portugal, Superliga,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar