torsdag den 17. november 2011

Q8 hjælper ledige i arbejde

Fra denne uge giver et nyt pilotprojekt mulighed for, at ledige i Storkøbenhavn kan få både uddannelse og karriere i Q8s butikker. Bliver projektet, der gennemføres sammen med Jobformidling København, en succes, er Q8 parat til at lancere tilsvarende jobprøvnings-forløb i andre byer landet over.

Med en stigende ledighed og stort frafald på ungdomsuddannelserne, forsøger Q8 nu at omskole og uddanne ledige.

I mandags indledte Q8 et pilotprojekt i samarbejde med Jobformidling København, hvor ledige tilbydes et to-måneders jobprøvnings-forløb med både teori og praksis. For de ledige åbner det nye projekt mulighed for både uddannelse og videre karriere i Q8.

I første omgang får 30-35 arbejdsledige fra Storkøbenhavn chancen for at komme med i jobprøvnings-projektet hos Q8. Ti af dem bliver udvalgt, og de kan straks gå i gang med den teoretiske del af forløbet. Efter fire uger vil de fortsætte i praktik på en Q8 servicestation i Storkøbenhavn.

?Samarbejdet med Jobformidlingen giver os en enestående lejlighed til at vise de ledige, at der er andre og nye muligheder. En ansættelse i Q8 giver nemlig også mulighed for efteruddannelse og kan i sidste ende føre til en helt ny karriere,? fortæller HR-chef Berit Jebjerg fra Q8.

?Bliver forløbet en succes - og er både den ledige og Q8 motiverede for et videre samarbejde så fortsættes uddannelsen med henblik på fastansættelse,? fortsætter Berit Jebjerg.

Første olieselskab med jobprojekt
Q8 er det første selskab i Storkøbenhavn, som nu har udviklet et organiseret jobprøvnings-forløb for arbejdsledige. Q8 har tidligere hjulpet arbejdsløse i gang på lokalt plan, men ikke på samme systematiske måde som her eller med en egentlig teoretisk opstart.

Jobformidling København har udvalgt 30-35 kandidater, som i de kommende uger vil deltage i et introduktionsmøde med repræsentanter for Q8s HR-afdeling og ledergruppen på Q8s servicestationer. De, der efter informationsmødet har lyst til at arbejde hos Q8, går videre til en screening-proces.

10 kandidater vil blive udvalgt. De vil straks herefter gå i gang med den teoretiske uddannelse, der foregår i samarbejde med eksterne konsulenter, som har fokus på salg og service, og med kurser på Q8s avancerede e-læringssystem Q8 Universitetet.

Eleverne vil undervejs gennemgå en række kurser, bl.a. i sikkerhed og miljøbestemmelser på stationerne samt håndtering af krisesituationer som f.eks. røveri og tyveri, som desværre ikke er usædvanlige på danske tankstationer.

Kan blive landsdækkende
?Vi har investeret mange ressourcer og et større beløb i projektet. Derfor håber vi naturligvis, at det bliver en succes for både de arbejdsledige og for os. Vi håber, at alle kan fortsætte i Q8, og at vi kan udvide projektet. Men det er en læringsfase for alle parter. Vi vil være tilfredse, hvis 50 pct. gennemfører forløbet og har lyst til at blive fastansat hos Q8,? forklarer Berit Jebjerg.

Q8s HR-chef vil ikke udelukke, at Q8 vil gennemføre lignende jobprøvnings-forløb andre steder i Danmark, hvis det storkøbenhavnske pilotprojekt bliver en succes. Afhængigt af de lokale jobformidlinger vil det sandsynligvis blive i Århus og Aalborg, hvor Q8 har mange servicestationer.

Læs mere her

tags: København, Danmark, Århus, uddannelse, Aalborg, arbejdsløs, Q8, jobformidling, miljø, efteruddannelse, pilotprojekt, ansættelse,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar