mandag den 21. juni 2010

Forhandlings-pionerer fejrer 25 år

I år er det 25 år siden, at de første cand. negot. er forlod universitetet med eksamensbeviserne i hænderne. I årenes løb er mange fulgt i deres fodspor, og uddannelsen er stadig populær.
At handle og forhandle i udlandet og på fremmedsprog. Så kort kan man beskrive de kompetencer, som en cand. negot. besidder efter endt uddannelse.

Uddannelsen startede i 1981 og var blandt de første kombinationsuddannelser med erhvervsøkonomi og sprog i landet. Målet var, og er stadig, at uddanne folk, der kan sælge og forhandle på de danske eksportmarkeder. Vel at mærke med en sproglig, samfundsmæssig og kulturel viden om det pågældende land, så negot. en også kan forhandle på højt plan .

I 1985 forlod det første hold på 11 cand.negot. er det daværende Odense Universitet, i dag Syddansk Universitet. De havde læst i fire år med enten fransk eller tysk. Sidenhen er både engelsk og spansk kommet til som fremmedsprog på uddannelsen, hvor ca. 1500 kandidater er fulgt i pionerernes fodspor. Uddannelsen er stadig meget søgt blandt de unge, og inden for de seneste ti år er kinesisk samt international turisme og hotelmanagement ført til listen over uddannelsens grene.

I 2001 kom en rapport over negot. ernes veje på arbejdsmarkedet (Cand.negot.ernes Job og karriere). Den viser, at cand. negot. er er populære blandt arbejdsgiverne, og at de finder arbejde i primært erhvervslivet - inden for områder som f.eks. it og tele, reklame og marketing, samt at de i høj grad udøver deres kompetencer gennem arbejde i udlandet.

Syddansk Universitet markerer 25 års-jubilæet med en reception for de 11 jubilarer, tidligere studieledere og lektorer, nuværende undervisere samt nuværende studerende. Receptionen finder sted fredag 25. juni kl. 15-18 i U77 på campus i Odense.

Læs mere her

tags: økonomi, Odense, 2001, uddannelse, udland, fremmedsprog, 1981, recept, erhvervslivet, Syddansk Universitet, studerende, eksamensbevis, erhvervsøkonomi, sprog, campus, Syddansk Universitet., arbejdsgiver, arbejdsmarked,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar