tirsdag den 29. juni 2010

Minister sætter fokus på dansk-tysk universitetssamarbejde i Sønderjylland

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) inviterede i fredags Schleswig-Holsteins delstatsminister Jost de Jager, til møde på Alsion i Sønderborg. Formålet var at drøfte, hvordan det grænseoverskridende samarbejde om forskning og universitetsuddannelse kan styrkes.

Charlotte Sahl-Madsen udtaler i den forbindelse.

Viden og uddannelse er fundamentet for vækst. Erhvervslivet behøver dygtige universitetskandidater. Med ambitionen om at skabe mere vækst i samfundet ikke mindst i Sønderjylland har jeg taget initiativ til at drøfte de fremtidige samarbejdsrelationer mellem Syddansk Universitet (SDU) og universiteter i Schleswig Holstein.

I mødet deltog foruden de to ministre også bl.a. rektor Jens Oddershede, SDU og rektor Lutz Rainer Reuter fra Flensborg Universitet.

Øgede internationale samarbejdsrelationer mellem danske og internationale universiteter er meget vigtige. Dels skal vi samarbejde med de allerdygtigste, dels skal vi øge de studerendes internationale forståelse. Derfor var mit udgangspunkt for mødet at drøfte mulige fremtidige samarbejdsformer med de bedste universiteter i hele Schleswig Holstein.

På mødet blev der fra dansk side præsenteret forskellige samarbejdsmodeller inden for såvel forskning som uddannelse. Det gælder f.eks. en ordning som muliggør, at SDU tilbyder uddannelser, hvor de studerende kan få såvel et dansk som et internationalt eksamensbevis samt en mulighed for, at SDU i øget omfang kan tilbyde uddannelser syd for grænsen. Det vil give SDU en unik mulighed for at tiltrække endnu flere internationale studerende.

Jeg er meget tilfreds med mødet. Vi havde en konstruktiv og fremadrettet dialog. Der var plads til visioner og gode saglige vurderinger. En meget fin stemning. Det lover rigtig godt for de fremtidige relationer. Men nu skal SDU skridtet videre og i gang med detaljerede beskrivelser. Her har Videnskabsministeriet lovet at være SDU's ledelse behjælpelig.

Vi har aftalt at mødes igen efter ferien. Minister Jager og jeg har derudover aftalt at holde tæt kontakt, idet alle er meget optaget af at finde de bedst mulige løsninger.

For yderligere kommentarer fra videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, kontakt: kommunikationschef Anders Frandsen, tlf. 4075 3324.

Læs mere her

tags: Videnskabsministeriet, statsminister, uddannelse, Sønderborg, Sønderjylland, Syddansk Universitet, studerende, rektor, eksamensbevis, videnskab, kommunikation, videnskabsminister,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar