torsdag den 31. marts 2011

Alle på CBS får eksamensbeviser

De seneste dages presseomtale har skabt en del misforståelser og gjort mange MBA-studerende på CBS bekymrede. Derfor understreger konstitueret rektor Alan Irwin, at alle uddannelser på CBS er fuldt ud lovlige, og at alle studerende får deres eksamensbeviser.

CBS udbyder fortsat E-MBA, E-MBA Flex, Full Time MBA og Blue MBA. Alle, der optages på og gennemfører en MBA-uddannelse på CBS får et eksamensbevis udstedt af CBS.
MBA-programmerne beholder alle de akkrediteringer CBS har. Eksempelvis har universitetet lige fået en femårig EQUIS-akkreditering.

Forvirringen er opstået på grund af presseomtalen af fusionen mellem SIMI og Handelshøjskolens Efteruddannelsescenter i en ny fond kaldet CBS-SIMI Executive. Det har været skrevet, at denne fond er ulovlig. Det er forkert. Den er fuldt ud lovlig og udbyder en række efteruddannelseskurser, men ikke MBA.

MBA-studerende fra det tidligere SIMI er i forbindelse med fusionen kommet i klemme, fordi SIMI har opsagt sin tidligere akkreditering. Det er meget beklageligt, men der er fra flere sider også CBS - udtrykt vilje til at hjælpe de studerende ud af den uheldige situation. Det skal dog slås fast, at denne MBA ikke har noget med CBS eget MBA-program at gøre.

Læs mere her

tags: Handelshøjskolen, uddannelse, studerende, rektor, eksamensbevis, efteruddannelse,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar