søndag den 5. maj 2013

Ny direktør til Nordea-fonden

Nordea-fonden har ansat Henrik Lehmann Andersen som direktør. Som daglig leder af fondens sekretariat, får Lehmann Andersen ansvaret for at styrke fondens profil som en markant spiller i udviklingen af samfundsopbyggende projekter. I 2013 forventer fonden at uddele 390 mio. kr. til almennyttige og velgørende formål i Danmark.

Mogens Hugo, Nordea-fondens bestyrelsesformand, siger om udnævnelsen:
Henrik Lehmann Andersen er en dynamisk og strategisk tænkende leder med stor indsigt og engagement i samfundet. Hans personlige drive og gode organisatoriske evner vil uden tvivl medvirke til at fremme Nordea-fondens formål .

Den 48-årige Henrik Lehmann Andersen er uddannet cand. agro. Siden 2003 har han været adm. direktør for Odense Zoo, hvor han bl.a. opførte den afrikanske savanne Kiwara bl.a. med støtte fra Nordea-fonden. Han har tidligere været direktør for Fjord & Bæltcentret, som formidler viden om livet i de danske farvande, og udviklingskonsulent i Arbejdsmarkedets Feriefond.

Den ny direktør tiltræder i efteråret 2013.

Om fonden:
Nordea-fonden støtter aktiviteter, der fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur. Desuden uddeler fonden legater til studerendes ophold i udlandet og huser udenlandske eksperter og deres familier i legatboliger indrettet i fondens domicil på Christianshavn.

Læs mere her

tags: Danmark, direktør, 2003, Nordea, 2013, Odense, bestyrelsesformand, udland, strategi, studerende,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar