mandag den 2. juni 2014

Studerende er begejstrede for hhx

Resultaterne fra en stor spørgeskemaundersøgelse blandt flere end 10.000, svarende til ca. halvdelen, af landets hhx–elever viser med al tydelighed, at de studerende er begejstrede for hhx–uddannelsen, og at mange planlægger at læse videre efterfølgende. Uddannelsens anvendelighed og faglighed er nogle af de vigtigste grunde til de studerendes store tilfredshed.

Et af undersøgelsen meget markante resultater er, at hele 96 % af de studerende på hhx er tilfredse med uddannelsen. Heraf er de 39 % meget tilfredse med at gå på hhx. En så stor tilfredshedsgrad er i sig selv et godt resultat, men set i lyset af at godt 30 % af eleverne var i tvivl da de valgte hhx, er resultatet endnu bedre! Meget tyder på, at hhx som uddannelse kommer eleverne i møde, og er i stand til at overbevise både tvivlere og ikke–tvivlere om, at de har valgt den rette gymnasiale uddannelse.

Anvendelighed og faglighed er de vigtigste grunde til at de unge vælger hhx. 92 % peger på anvendelighed, som en de ting de bedst kan lide ved at gå på hhx. 86 % peger på udvikling og innovation, mens 80 % mener, at iværksætteri er blandt de bedste grunde til at vælge hhx–uddannelsen. For 87 % vedkommende var det afgørende for valget af hhx, at de forinden havde hørt godt om uddannelsen. Mulighederne for at læse videre efterfølgende er også afgørende for de unges valg. Næsten 3 ud af 4 mener, at den mulighed har været afgørende for deres endelige valg. 57 % angiver at de vil læse videre efter endt hhx–eksamen.

Spørgeskemaundersøgelsen er en del af et større projekt, som gennemføres i samarbejde mellem Danske Erhvervsskoler, Foreningen af Unge Handelsmandsuddannelser (FUHU), Center for Ungdomsforskning (CEFU) og støttet af Undervisningsministeriet. Formålet med undersøgelsen er blandt andet at afdække hvilke interesser og forestillinger hhx–eleverne kommer til uddannelsen med, hvilke grunde der har fået dem til at søge hhx, og hvad de gerne vil bruge hhx til. Projektet forventes afsluttet ultimo 2010.
 

Læs mere her

tags: 2010, uddannelse, faglighed, Danske Erhvervsskoler, Undervisningsministeriet, studerende, iværksætteri, innovation,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar