For første gang i over 12 år er søgningen til landbrugsskolerne oppe over 1100 elever. Kvinderne fylder godt i ansøgerfeltet, ligesom skolerne i stigende grad vækker interesse hos unge uden landbrugsbaggrund.
De sidste to år er der sket en eksplosiv stigning i antallet af unge, der søger om optagelse på landbrugsskolerne. Landbrugsskolerne blev for to år siden en del af erhvervsuddannelserne, og dengang startede 650 elever. I 2009 steg tallet til 828, mens tallet for 2010 er oppe omkring 1100 elever det højeste tal i 12 år.
Forstander Kjeld Block fra Kjærgård Landbrugsskole ved Ribe siger til Ritzau, at det er krisen i samfundet, der får flere unge til at søge:
Samtidig har omlægningen af landbrugsuddannelsen betydet, at vi får flere typer af elever end tidligere. Selvom to tredjedele af vores elever vil være landmænd, ved jeg fra kolleger mange andre steder i landet, at det langt fra er tilfældet. Mange søger landbrugsuddannelsen, fordi de vil arbejde inde for faget som for eksempel driftsleder, men ikke nødvendigvis eje deres egen gård, siger Kjeld Block til Ritzau.
Moderne landbrug virker tiltrækkende
Chefkonsulent Carsten Jensen fra Landbrug & Fødevarer bekræfter over for Ritzau billedet af et nyt ansøgerfelt:
Tidligere var 80 procent af ansøgerne til landbrugsskolerne landmandssønner, der skulle have egen gård bagefter. I dag er det vel kun 20 procent, der har den baggrund. Samtidig er kvindernes andel på landbrugsskolerne vokset fra 20 procent ved årtusindeskiftet til i dag omkring 33 procent, siger Carsten Jensen og fortsætter:
Det er gået op for mange, at det er et moderne effektivt erhverv med moderne maskiner, og hvor det er muligt at finde fast beskæftigelse, selvom man ikke selv ønsker at købe en gård og stifte en gæld på 30 millioner kroner, siger han til Ritzau.
Han peger også på de gode muligheder for at få en praktikplads i landbruget sammenlignet med andre erhvervsuddannelser.
Læs mere her
tags: 2009, 2010, Ritzau, uddannelse, Ribe, beskæftigelse, landmænd, erhvervsuddannelser, praktikplads,