Viser opslag med etiketten campus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten campus. Vis alle opslag

søndag den 26. september 2010

Nyt byggeri skaber bedre kontakt mellem studerende og forskere

Skov & Landskab på LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet indvier fredag d. 24. september et nyt byggeri på Rolighedsvej 23 på Frederiksberg. Studerende i bl.a. landskabsarkitektur, bydesign, skovbrug og landskabsforvaltning vil sammen med husets godt 120 forskere nu få endnu bedre forsknings- og uddannelsesmuligheder.

Den nye bygning indeholder bl.a. et auditorium, forskerkontorer, moderne laboratorier og et fællesrum i bygningens fulde højde på fire etager.

" I det nye hus er der lagt vægt på at skabe mange uformelle mødesteder, hvor forskere og studerende på tværs af uddannelser og afdelinger har de optimale rammer for at udveksle viden og inspirere hinanden. Det baner vejen for endnu flere tværfaglige og nyskabende samarbejder mellem forskere og studerende. Hertil kommer, at det nye hus er forbundet med Skov & Landskabs gamle hus, hvor der pt. er ved at blive indrettet endnu bedre studenterfaciliteter , siger dekan på LIFE Det Biovidenskabelige Fakultet, Per Holten-Andersen.

Størstedelen af Skov & Landskabs aktiviteter ligger nu på LIFE Det Biovidenskabelige Fakultets grønne campusområde på Frederiksberg. Herudover er Skovskolen i Nødebo og på Djursland samt Arboretet i Hørsholm en del af Skov & Landskab.

Vi er meget taknemmelige over for Villum Fonden som med en donation på 25 mio. kr. har gjort det muligt at opføre bygningen. Hertil kommer, at Villum Fonden har finansieret ca. 40 % af vores bygning i Hørsholm, og at salgs-indtægterne herfra er med til at finansiere bygningen. I alt har Villum Fonden således betalt omkring 1/3 af bygningens pris på i alt ca. 140 mio. kr. , udtaler Niels Elers Koch, leder af Skov & Landskab.

Bygningen er tegnet af Rørbæk og Møller Arkitekter. Schønherr Landskabsarkitekter har udarbejdet en plan for udearealerne omkring det nye byggeri, der hænger sammen med helhedsplanen for Frederiksberg Campus.

Bygningen indvies officielt fredag d. 24. september kl. 11 med taler af bl.a. Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, Rektor Ralf Hemmingsen, Københavns Universitet og Bestyrelsesformand Lars Kann-Rasmussen, Villum Fonden.

Læs mere her

tirsdag den 7. september 2010

Ny undersøgelse. University College Sjælland slår danmarksrekord i antal af studerende på professionsbacheloruddannelser

Ny undersøgelse viser, at flere unge i Region Sjælland sammenlignet med det øvrige Danmark vælger de mellemlange uddannelser som fx lærer, pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske.

I fredags fremlagde Region Sjællland en ny undersøgelse, der viser, at andelen der gennemfører en professionsbachelor, er højere blandt de unge fra Region Sjælland (39,1 %) end blandt de unge fra det øvrige Danmark (37,2 %).

"Vi rekrutterer størstedelen af vores studerende lokalt og mange vælger en af vores uddannelser frem for fx en universitetsuddannelse. Mange i vores region tiltrækkes af kombinationen af teori og praksis, som er kendetegnende for vores uddannelser" forklarer kommunikationschef Michael Jungfalk.

University College Sjælland har desuden oplevet et rekord stort ansøgertal i år. Flere uddannelser er fyldt op. Er der stadig nogen, som drømmer om at komme i gang kan det nås endnu. University College Sjælland optager studerende helt frem til midten af september.

Se mere på www.ucsj.dk/ledigepladser

Kilde
:
Region Sjællands undersøgelse af unges veje gennem uddannelsessystemet, som blev offentliggjort den 27. august. Se Region Sjællands undersøgelse her: http://www.regionsjaelland.dk/publikationer/uddannelse/Documents/Undersøgelse%20af%20unges%20veje%20gennem%20uddannelsessystemet%20-%20region%20sjælland%202010.pdf

Fakta:
University College Sjælland er professionshøjskolen i Region Sjælland, som udbyder 9 mellemlange videregående uddannelser: bioanalytiker, ergoterapeut, ernæring og sundhed, fysioterapeut, leisure management, lærer, pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske.

University College Sjælland har 7000 studerende og 680 medarbejdere fordelt på 4 campusser.

Kontaktinformation:
Kommunikationschef Michael Jungfalk tlf. 7248 1072
Kommunikationskonsulent Anne Marie Underbjerg tlf. 7248 1099

Læs mere her

søndag den 5. september 2010

Bornholms gymnasium, erhvervsskole og VUC er fusioneret

Undervisningsministeriet har godkendt oprettelsen af Campus Bornholm. Det betyder, at Bornholms Erhvervsskole, Bornholms Gymnasium og VUC Bornholm nu samles som én institution.

Markant mindre ungdomsårgange og udfordringer i forhold til rekruttering af lærere. Det er nogle af de opgaver, som bornholmerne står overfor.

Med oprettelsen af et nyt Campus Bornholm er det målet, at sikre optimale uddannelsesmuligheder, attraktive uddannelsesmiljøer og synergieffekter for alle øens nuværende uddannelser for både medarbejdere og studerende.

Campus Bornholm er dermed et skridt i retningen mod at løse nogle af de demografiske udfordringer, og udfordringerne som udkantsområde, Bornholm står overfor i fremtiden.

Fusion mellem tre institutioner
Campus Bornholm bliver en fusion mellem Bornholms Erhvervsskole, Bornholms Gymnasium og VUC Bornholm.

Bestyrelsen for den ny institution vil arbejde frem imod etablering af en campus på Bornholm, hvor alle institutionens uddannelser samles i bygningsmæssige fællesskaber.

Det er planen, at der med en campus åbnes op for, at der også kan placeres andre institutioner på campus. Det kan for eksempel være de videregående uddannelser på Bornholm, UU-vejledning og 10. klasse.

Læs mere her

søndag den 29. august 2010

Aalborg Universitet skal tilføre Viborg Kommune ny viden

Både det lokale uddannelsesmiljø og erhvervslivet i Viborg Kommune kan få udbytte af den store samarbejdsaftale, kommunen nu indgår med Aalborg Universitet. Aftalen er den første store Matchmaking-aftale, universitetet indgår uden for Nordjylland.

På mandag underskriver Aalborg Universitet og Viborg Kommune en samarbejdsaftale, der skal skabe vækst og udveksling af viden. Aalborg Universitet har i forvejen en række nordjyske samarbejdsaftaler inden for tiltaget AAU Matchmaking, der guider kommuner og virksomheder til samarbejde med universitetet, men det er første gang, der bliver indgået så omfattende en aftale med en kommune uden for Nordjylland. Fokus i den nye aftale ligger på at tilføre specialiseret viden til det lokale erhvervsliv og på at udvikle et internationalt orienteret uddannelsesmiljø i Viborg Kommune.

- Det er vigtigt for virksomheders konkurrenceevne at have adgang til ny viden, og det er vigtigt for samfundet, at der skabes fornyelse og vækst. Her har vi på Aalborg Universitet en lang tradition for at samarbejde med omverdenen, og jeg er meget glad for, at vi har fundet sammen med Viborg Kommune om at sætte så bred en vifte af ting i gang til gavn for alle parter, siger rektor Finn Kjærsdam fra Aalborg Universitet.

I AAU Matchmaking arbejder universitetet sammen med folk i kommuner og erhvervsråd, der kender de lokale virksomheder, så man kan give et rygstød til innovationen, og i den nye aftale er der desuden et klart fokus på uddannelsesområdet. Viborg Kommune og de lokale uddannelsesinstitutioner har i de seneste år arbejdet målrettet med at udvikle studiemiljøet, blandt andet gennem ViborgEgnens Uddannelsesråd og med etableringen af Campus Viborg og Naturvidenskabernes Hus. Borgmester Søren Pape Poulsen forventer, at man nu kan styrke uddannelsesmiljøet yderligere.
- Jeg ser gode perspektiver i det nye samarbejde, fordi det bringer Viborg Kommune tættere på den viden og de kompetencer, som universitetsmiljøet i Aalborg rummer. Det er interessant i forhold til udvikling af undervisningstilbuddene til de studerende på gymnasiale eller videregående uddannelser i Viborg Kommune og i forhold til samarbejdsprojekter mellem lokale uddannelsesinstitutioner og Aalborg Universitet. Et godt eksempel på sådan et samarbejdsprojekt er The Animation Workshop og Aalborg Universitets arbejde med at udvikle en kandidatuddannelse i naturvidenskabelig visualisering og animation, der skal udbydes her i Viborg, siger borgmester Søren Pape Poulsen.

Visualiserings-uddannelsen skal efterkomme erhvervslivets behov for at styrke forståelsen af naturvidenskabelige emner gennem animation, og den nye samarbejdsaftale inkluderer planerne om at etablere et sådan studium i et samspil mellem Medialogi-uddannelsen på AAU, University of Illinois og The Animation Workshop på VIA University i Viborg. Desuden er der blandt andet planer om en AAU Summer School i Viborg Kommune næste år, et minicampus for AAU-studerende og ph.d.-studerende, der er tilknyttet midtjyske virksomheder, samt etablering af et Kreativt Laboratorium i Viborg med afsæt i AAU-modellen Den Kreative Platform for at understøtte udviklingsprocesser og kreative kompetencer i virksomheder, uddannelsesinstitutioner og offentlige myndigheder i Viborg Kommune.

Borgmesteren ser også store erhvervsperspektiver i samarbejdet, blandt andet på grund af Aalborg Universitets ekspertise inden for det produktionstekniske område.
- Mange store virksomheder har gode erfaringer med at samarbejde med Aalborg Universitet, for eksempel når der bliver udviklet nye produkter og forretningsgange, hvor virksomheden får tilført specialiseret viden og den vej rundt skaber nye forretningspotentialer. Vi skal have bredt de gode erfaringer ud til de små og mellemstore virksomheder, så de i højere grad får tilført viden og innovation, der kan udvikle den enkelte virksomhed og dens produkter, forklarer Søren Pape Poulsen.

Samarbejdsaftalen underskrives i forbindelse med et eftermiddagsarrangement på det nyopførte VIA University College i Viborg den 30. august, hvor visioner for samarbejdet præsenteres, og der fortælles om nogle af aftalens aktiviteter.

Læs mere her