onsdag den 11. december 2013

Århus er blevet Danmarks næststørste ingeniørby

Onsdag den 19. august får Århus flere ingeniørstuderende end nogensinde før. Hele 402 studerende starter nemlig på Ingeniørhøjskolen i Århus, og dermed har Århus overhalet Ålborg som byen med næstflest nystartede ingeniørstuderende efter København.

Vi har arbejdet i mange år med at styrke de århusianske ingeniøruddannelser, og derfor er vi særdeles tilfredse med, at Århus nu for første gang er blevet Danmarks næststørste ingeniørby målt på nystartede ingeniørstuderende, siger prorektor Keld Laursen fra Ingeniørhøjskolen i Århus.

Antallet af nye studerende på de århusianske diplomingeniøruddannelser er godt 20 procent højere end sidste års sommeroptag på 334 studerende. Når vinteroptaget tælles med, er i alt er 526 studerende startet med at læse diplomingeniør i Århus i 2009. Til sammenligning er 513 studerende ifølge Den Koordinerede Tilmelding optaget på ingeniøruddannelserne i Ålborg i 2009.

Samarbejde skaber vækst

Den rekordstore søgning skyldes ifølge prorektoren, at Ingeniørhøjskolen de senere år har lanceret en række nye uddannelser inden for bioprocesteknologi, bygningsdesign, stærkstrøm og sundhedsteknologi, ligesom skolen har søsat en række initiativer for at forbedre studiemiljøet, herunder mentorordninger og personlige studiestartssamtaler.

Dertil kommer, at vi med oprettelsen af Aarhus School of Engineering har udbygget samarbejdet med Aarhus Universitet, så det er nu muligt at læse videre til civilingeniør inden for alle områder. Det appellerer uden tvivl til mange unge, der ellers ville tage til andre byer for at læse til civilingeniør, siger Keld Laursen.

Antallet af nystartede studerende på overbygningsuddannelserne som civilingeniør tæller ikke med i opgørelsen, fordi der er tale om kandidatuddannelser, men også her er antallet af nye studerende gået markant frem i forhold til sidste år.

Bygning og elektro i front

Ingeniørhøjskolens mest populære studieretninger målt på antallet af nye studerende er bygning, elektro og maskin, som byder velkommen til henholdsvis 103, 67 og 61 nye studerende. Årets ubetingede højdespringer er uddannelsen i informations- og kommunikationsteknologi, der har mere end fordoblet antallet af nye studerende fra 23 til 47 i forhold til sidste år.

Det er meget positivt, at væksten i studerende finder sted på alle vores uddannelser og ikke kun på nogle få studieretninger. Det er for alvor gået op for de unge, at ingeniørfaget er meget bredt og kan indebære alt lige fra at udvikle nye teknologier til sundhedsvæsenet til at designe fremtidens vindmøller, siger Keld Laursen.

Fra håndværker til ingeniør

Efterårssemestret byder også på en massiv vækst i antallet af studerende på Ingeniørhøjskolens adgangskurser, som forbereder studerende uden de adgangsgivende eksamener i eksempelvis matematisk og fysik til ingeniørstudiet. Antallet af nye studerende er her gået frem fra 101 i 2008 til 151 i 2009.

Adgangskurserne er en god fødekanal til vores ingeniøruddannelser, ligesom de studerende på adgangskurserne ofte har en erhvervsfaglig baggrund, som er med til at styrke studiemiljøet. Det er meget positivt, at vi også her får flere studerende, siger Keld Laursen.

Studerende: Stor interesse for naturvidenskab

En af de nye studerende på Ingeniørhøjskolen er den 20årige Lærke Kaae Pedersen, der starter på uddannelsen i sundhedsteknologi den 19. august. Hun kommer fra Skanderborg og har valgt at læse til ingeniør i Århus af flere grunde.

Jeg har altid haft en stor interesse for naturvidenskab og har haft matematik og kemi på højt niveau i gymnasiet. Samtidig har jeg tidligere arbejdet med sundhedsområdet. Derfor var det oplagt at søge ind på Ingeniørhøjskolens uddannelse i sundhedsteknologi, der lyder meget spændende med kombinationen af teknologi og sundhed, siger Lærke Kaae Pedersen.

FLERE OPLYSNINGER

Prorektor Keld Laursen, Ingeniørhøjskolen i Århus: 8730 2300 (dir.) / 20 26 93 02 (mobil)

Kommende studerende Lærke Kaae Pedersen, (sundhedsteknologi): 21912869 (mobil)

Kommende studerende Karina Kusk (sundhedsteknologi): 23322454 (mobil)

Læs mere her

tags: Danmark, 2009, 2008, Aarhus Universitet, København, Århus, uddannelse, kemi, teknologi, sundhedsvæsen, mentor, naturvidenskab, videnskab, vindmøller, Ingeniørhøjskolen, kommunikation, ingeniøruddannelse, kandidatuddannelse, ingeniørstudiet, mentorordning, gymnasiet, studerende, rektor, miljø,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar