torsdag den 24. april 2014

Danske Erhvervsskoler opfordrer til fælles indsats for at sikre praktikpladser til erhvervsuddannelserne

Der er i de seneste måneder sket en markant opbremsning i indgåelsen af uddannelsesaftaler. På de storkøbenhavnske skoler er der i januar sket et fald i indgåede aftaler på 34 % i forhold til samme tidspunkt sidste år. Situationen er stærkt bekymrende! Danske Erhvervsskoler hører fra hele landet, at der er en voldsom opbremsning i antallet af indgåede uddannelsesaftaler.

Opbremsningen startede i byggeriet, men der er nu også en kraftig nedgang på en række andre områder – også på områder hvor der tidligere var mangel på lærlinge. Danske Erhvervsskoler er i dialog med Undervisningsministeriet og arbejdsmarkedets parter om forskellige løsningsmuligheder. Først og fremmest handler det om, at private og offentlige virksomheder og institutioner påtager sig deres del af forpligtelsen, når det handler om at sikre kvalificeret arbejdskraft i fremtiden.

"Finanskrise eller ej, så kan vi som samfund ikke være bekendt at sætte unges uddannelse, jobmuligheder og fremtidsdrømme på pause, fordi der mangler praktikpladser. Derfor vil jeg gerne opfordre de danske virksomheder, både store og små, og offentlige og private i alle brancher til at gøre, hvad de kan for at skabe flere praktikpladser til lærlinge og elever de kommende år", siger Lars Kunov, direktør for Danske Erhvervsskoler.

Det danske arbejdsmarked står over for et større generationsskifte inden for de kommende år, og fremskrivninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd før finanskrisen viser, at Danmark i 2018 vil mangle omkring 70.000 faglærte. Danske Erhvervsskoler frygter, at det tal forværres kraftigt, hvis ikke der gribes ind over for den stigende mangel på praktikpladser.

"Vi henstiller til Undervisningsministeriet, Folketingets uddannelsespolitikere, arbejdsmarkedets parter, ja til alle gode kræfter om at få løst den nuværende alvorlige mangel på praktikpladser. Hvis ikke vi griber ind nu og får skabt nye praktikpladser til eleverne på erhvervsuddannelserne, kommer det danske arbejdsmarked til at betale prisen om få år, hvor der vil være et stort behov for faglært arbejdskraft", siger Lars Kunov.

Der er behov for at udvide uddannelsesgarantien og mulighederne for skolepraktik. Der har fra LO og Dansk Metal været forslag fremme om praktikcentre. Danske Erhvervsskoler ser positivt på forslagene, men det er afgørende, at der ikke lægges mere bureaukrati ned over opgaven end nødvendigt. Der er ikke brug for nye institutioner, der er brug for handling. Der er i den forbindelse brug for hurtigt at evaluere de hidtidige skolepraktikordninger og at udvikle tilbud, der er så fleksible, at de tager højde for de svingende konjunkturer.
 

Læs mere her

tags: Danmark, direktør, politi, finanskrisen, uddannelse, Finanskrise, LO, Folketinget, virksomhed, 2018, erhvervsuddannelser, Danske Erhvervsskoler, jobmuligheder, praktikplads, skolepraktik, arbejdsmarked, Undervisningsministeriet, lærling, generationsskifte, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, uddannelsesgaranti, Dansk Metal, arbejdskraft,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar