søndag den 20. februar 2011

Studerende får pris for køleløsning til grønnere fly

En studerende fra Ingeniørhøjskolen i Århus løber med pris for bedste innovative afgangsprojekt. Han har fundet en løsning, der kan spare på flyvemaskiners strømforbrug.

Martin Brødsgaard fra Ingeniørhøjskolen i Århus har i forbindelse med sit afgangsprojekt arbejdet med en ny metode, der kan være med til at gøre fly lidt grønnere. Han er netop blevet kåret som vinder af M-prisen, der hvert år uddeles af Maskintekniks Selskab.

Jeg er meget glad. Det er en fin anerkendelse af min indsats. Jeg har arbejdet hårdt for at opnå mine projektresultater. Fly er blandt de største miljøsyndere i transportsektoren, og jeg håber, at mit projekt i fremtiden kan gøre vores lufttransport lidt grønnere, siger Martin Brødsgaard.

Han har i en periode på et halvt år deltaget i et intensivt udviklingsarbejde for verdens største flyproducent, Airbus. Resultatet er en ny løsning, der kan erstatte traditionelle gasturbiner i fly med brændselsceller, der laver elektricitet ved en kemisk reaktion mellem brint og ilt. Traditionelle fly bruger gasturbiner til at producere strøm til alle de elektriske systemer. Det nye system er mere miljøvenligt, men kræver meget stor køling. Jeg har arbejdet på et nyt kølekoncept, hvor flyet nedkøles via smalle ribber monteret langs dets sider, siger Martin Brødsgaard.

Ribberne sikrer køling under flyveturen, men det kræver uhyre præcise beregninger at placere dem korrekt. Til formålet har Martin brugt en avanceret simuleringsmetode, der kan forudsige både luftmodstand og effekt. Det handler om at finde den optimale løsning og en passende afstand mellem ribberne. Hvis de sidder for tæt, bliver både køling og aerodynamik dårlig, forklarer han.

Med simuleringsberegningerne gør det i dag muligt at ramme en køleløsning med en optimal brændstofbesparelse.

BAGGRUNDSOPLYSNINGER

M-prisen på 10.000 kroner uddeles en gang om året af Maskiningeniørernes Initiativfond.

Martin Brødsgaard har modtaget prisen for et stærkt innovativt afgangsprojekt .

Med sine beregninger kan Martin Brødsgaard give et estimat af den samlede luftmodstand og strømningen mellem ribberne på flyets yderside.

Beregningerne kan blive et vigtigt beslutningsgrundlag for Airbus og spare resurser på dyre vindtunneltests.

Læs mere her

tags: Århus, kemi, studerende, strømforbrug, miljø, Ingeniørhøjskolen, brændstof, miljøvenlig,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar