mandag den 3. november 2014

Integration via naturvidenskab er et hit

Laborantskolen, som ligger centralt i København, har succes med at integrere unge med indvandrerbaggrund, og der er stadig ledige studiepladser. En kemisk formel er den samme i både København, Kabul og Cairo, og så betyder det ikke så meget, om den kulturelle baggrund er identisk med de andres.

De unge to–sprogede på Laborantskolen udgør cirka 25% af skolens studerende, og de klarer sig generelt godt. Jobmulighederne er gode i København og Nordsjælland, ligesom stort set alle skaffer sig en praktikplads i løbet af uddannelsen.

Makedonske Senaj Odzorski udtaler: "Om man er udlænding eller dansker, det betyder nok ikke noget for vores uddannelse her. I kemi lærer du et helt nyt alfabet, det periodiske system, som går igen over hele kloden. Reaktionsligningen er den samme og bogstaverne er ens. Så alle i verden lærer samme sprog. Jeg tænkte på at læse til bioanalytiker, men jeg gad ikke havne på et hospital. Jeg vil hellere ud i virksomheder og arbejde med forskning".

Mange får job der, hvor de har været i praktik efter endt uddannelse, hvilket også er med til at sikre en god integration.

Laboranter finder for eksempel beskæftigelse i medicinal– og biotechindustrien, inden for fødevaresikkerhed og om det så er Nationalbankens pengesedler, er det en laborant, der kontrollerer trykfarven.

Yderligere oplysninger Laborantskolen, rektor Sigrid Andersen tlf 35 86 06 80, mobil 61 55 66 98 eller www.laborantskolen.dk.
 

Læs mere her

tags: hospital, Kabul, København, uddannelse, medicin, Nordsjælland, Nationalbanken, virksomhed, penge, kemi, praktikplads, studerende, rektor, sprog, beskæftigelse, kaffe,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar