tirsdag den 25. november 2014

Lektor Pia Halkjær Gommesen, Faaborg Gymnasium, tildeles H. C. Ørsted Medaljen i bronze

Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) tildeler den 8. december 2014 H.C. Ørsted Medaljen i bronze for fremragende formidling af naturvidenskab til lektor Pia Halkjær Gommesen, Faaborg Gymnasium. Arrangementet begynder kl 19.30 med et foredrag om Oceans, Climate and Carbons Pumps af professor Andre W. Visser, DTU Aqua, og kl. 20.30 finder selve uddelingen sted på Geologisk Museum, Øster Voldgade 5-7, København K. Pressen er velkommen.

Om medaljemodtageren:

Pia Halkjær Gommesen blev ansat i pædagogikum i 2007 på Faaborg Gymnasium, hvor hun året efter blev fastansat med fagene biologi og kemi.
Foruden at være en dygtig og afholdt faglærer har Pia ydet en banebrydende indsats som medskaber af en lang række initiativer med områdets grundskoler under overskriften ScienceLab. Hvert år deltager 200-300 begejstrede folkeskoleelever på Faaborg Gymnasium i en ScienceCup, hvor de sammen med deres lærere stiller op med eksperimenter og forsøg, som bedømmes at et dommerpanel.
Hun har derved skabt et meget stærkt naturfagsnetværk mellem lærerne og tilrettelagt fælles efteruddannelse for denne gruppe med anvendelse af gymnasiets apparater og ressourcer.

Pia Gommesen forestår også sammen med kolleger besøg af folkeskoleklasser året igennem, hvor dele af folkeskolens pensum gennemgås under medvirken af naturvidenskabelige gymnasieklasser.
Sideløbende med de nævnte aktiviteter har Pia flere år i træk været med til at tilrettelægge Forskningens Døgn for Faaborg Midtfyn Kommune i samarbejde med lokale institutioner og virksomheder.
I samarbejde med SDU har Pia Gommesen skabt en fynsk afdeling af Akademiet for Talentfulde Unge (ATU), hvor Faaborg Gymnasium nu er hovedsædet for ATU-Syd, omfattende Region Syddanmark. Hvert år i august afholdes her en ugelang talentcamp med ca. 300 overnattende deltagere.

SNUs præsident, professor, dr.scient. Dorte Olesen siger: "Pia Gommesen er en af de ildsjæle, der inspirerer næste generation til at sætte sig ind i de naturvidenskabelige fag, som står så centralt i nutidens globale samfundsudvikling, og det er en uhyre vigtig indsats, som vi er meget glade for at kunne belønne med en H.C. Ørsted Medalje."

For mere information om medaljemodtageren, ceremonien og Selskabet for Naturlærens Udbredelse kontakt venligst:
Selskabets sekretær Cecilie M. K. Pedersen,
telefon 20 11 94 88 eller cecilie.pedersen@naturvidenskab.net

Om Selskabet:
Selskabet for Naturlærens Udbredelse – i daglig tale kaldet SNU – blev stiftet af H.C. Ørsted i 1824. Efter en større udlandsrejse så han et behov for også i Danmark at have et selskab, hvor alle kunne komme og høre om de nyeste landvindinger inden for fysik og kemi – og disse fags potentielle betydning for næringslivet. Han gav sig derfor til at holde forelæsninger, hvor alle havde adgang. Det blev bl.a. udnyttet af bryggerfamilien Jacobsen, og på den måde var SNU med til at danne grundlag for Carlsbergs position på forkant i tiden.

Om H.C. Ørsted Medaljen i bronze til inspirerende gymnasielærere:
Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) sætter 2012-2015 fokus på den vigtige formidling i gymnasiet. Vi vil i perioden årligt uddele H.C. Ørsted Medaljen i bronze til inspirerende gymnasielærere og fremragende formidlere i den gymnasiale verden inden for Selskabets fagkreds.

En inspirerende gymnasielærer i naturvidenskab kan nemt være afgørende for, om en elev bliver interesseret og får en god indgang til at forstå den naturvidenskabelige og tekniske omverden. Det kan for mange også være en motiverende faktor i forbindelse med studievalg og vigtigt for, om man tør gå videre med en uddannelse, der kræver indsigt på det naturvidenskabelige eller tekniske felt.

Tildelingen i 2014 sker på baggrund af indstillinger fra gymnasierektorer og elevråd over hele Danmark, som er blevet bedømt af et fagkyndigt bedømmelsesudvalg bestående af fhv. rektor Hans Lindemann, Metropolitanskolen, fhv. rektor Steen Hoffmann, Sct. Knuds Gymnasium, rektor Jette Rygaard Poulsen, Vesthimmerlands Gymnasium, studielektor Per Dal Jensen, direktør Søren Damgaard, IBM, og direktør Ole Mørk Lauridsen, Teracom samt stud. scient. Jeppe Willads Petersen, UNF.
I 2012 blev medaljen uddelt til rektor Jannik Johansen, Frederiksberg Gymnasium, og i 2013 til lektor Niels Hartling, Birkerød samt lektor Peter Arnborg Videsen, Viborg Gymnasium og HF.

Læs mere her

tags: IBM, Danmark, Carlsberg, København, direktør, uddannelse, 2013, bronze, Frederiksberg, december, Viborg, udland, 2012, virksomhed, 2007, præsident, kemi, DTU, Gymnasium, Faaborg, folkeskole, naturvidenskab, videnskab, efteruddannelse, gymnasiet, rektor, Forskning, 2014,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar