mandag den 25. maj 2015

International læringskonference i København

I dagene 8. 12. august danner Hotel Park Inn rammen om den første internationale læringskonference i Danmark.

Konferencen er blevet til i tæt samarbejde mellem de tre læringsstilscentre i henholdsvis Norge, Sverige og Danmark, og der er mulighed for at blive certificeret læringsstilstræner under konferencen, hvis man opfylder forskellige krav til forkundskaber inden for læringsstile. Ellers er der mulighed for at blive certificeret læringsstilstræner inden for 2 år efter konferencen.

Chefkonsulent Svend Erik Schmidt, Danmarks Læringsstilscenter og direktør i SIS akademi a/s udtaler: "Vi ser frem til nogle spændende dage i København, og håber at vi kan begynde en tradition for læringskonferencer, således vi fremover kan afholde lignende årlige konferencer i Skandinavien. Det er lykkedes os at få oplægsholdere af høj kaliber til landet anerkendte forskere, der i en årrække har forsket i læring og vores forskellige måder at lære på."

Konferencen er en fagkonference, der henvender sig specifikt til pædagoger, lærere og konsulenter i skoleverdenen, og knap 300 fra Sverige, Norge og Danmark har tilmeldt sig på de i alt fire moduler, som konferencen omfatter. Man kan således ikke komme ind fra gaden og blive certificeret det kræver merit – og samtidig skal man medbringe et færdigt undervisningsmateriale, man vil kunne anvende fagspecifikt, som vil blive bedømt under konferencen.

"Man er således ikke garanteret en certificering, fortæller Svend Erik Schmidt, men har man deltaget i alle fire moduler er man et godt stykke af vejen. Det store arbejde ligger i selv at producere undervisningsmaterialet, og det tager naturligvis tid. I materialet skal nemlig tilgodeses de 20 elementer, som læringsstilsteorien omfatter. Kort fortalt skal alle typer elever tilgodeses både de der lærer auditivt og visuelt men også de, der er taktile og kinæstetiske. Endvidere er der nogle faktorer, så som sociologiske, psykologiske og emotionelle faktorer, der spiller ind, når undervisningen planlægges."

"De senere år har vi mærket en stor interesse fra skole– og forældrehold om at få flest til at lære mest at lære på den bedste måde. Alle lærere ved, at børn lærer forskelligt. Nu har vi bare flere værktøjer til at imødekomme disse forskelle. Det er Danmarks læringsstilscenters vision, at få flest mulige helskindet gennem skolesystemet at vi forener krav til læring med lyst til læring".

Det håber de tre læringsstilscentre at få endnu mere fokus på efter konferencen. I Danmark har ca. 2000 lærere og pædagoger deltaget i grundkursus i læringsstile hos SIS akademi, som blev permanent læringsstilscenter i Danmark for 2 år siden. Men for at blive certificeret skal man have deltaget i et fortsætterkursus og nu altså også konferencen. Tidligere har man skullet lade sig certificere i USA.

"Det er naturligvis mere bekvemt for vore kursister, at de ikke skal helt til USA for at lade sig uddanne og certificere. Vi har hentet eksaminatorerne hertil, og det er helt klart en kæmpefordel, at det for første gang nogensinde er muligt at certificere uden for USA" slutter Svend Erik Schmidt
 

Læs mere her

tags: USA, Danmark, Sverige, Norge, København, direktør, psykologi, undervisning, undervisningsmateriale, Skandinavien, værktøj,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar