Der er eksperimenter og underholdende undervisning på programmet, når nordjyske folkeskoleelever indtager Aalborg Universitet for at lære nyt om klima og energi på årets elevuniversitet.
Aalborg Universitet gør klar til atter at åbne dørene for en videbegærlig flok, der normalt ikke færdes i laboratorier og auditorier. Fra den 31. maj til den 4. juni rykker børn fra nordjyske 5. og 6. klasser ind på universitetet for at deltage i det såkaldte elevuniversitet, der sidste år blev en stor succes. Et af målene det årlige elevuniversitet er at øge skoleelevernes viden, engagement og handlemuligheder om klima og energi og samtidig give dem sjove oplevelser, der giver et indtryk af mulighederne for en fremtidig universitetsuddannelse.
- Sidste år afholdt vi det første danske elevuniversitet efter at have fulgt programmet i andre europæiske lande, og det blev modtaget godt blandt elever, lærere og i skolernes styregruppe. Vi har taget både gode erfaringer og forslag til forbedringer med i planerne i år, så vi kan præsentere fem dage med eksperimenter, demonstrationer og anderledes undervisning for de mange deltagende klasser, fortæller Annette Grunwald, der koordinerer elevuniversitetet på Aalborg Universitet.
I 2009 deltog kun skoler fra Aalborg Kommune, men det har fra starten været planen at nå ud til hele Nordjylland. Annette Grunwald er derfor særligt glad for, at interessen for elevuniversitetet har bredt sig, så der i år ikke kun er gengangere fra Aalborg-området, men også skoler fra blandt andet Brovst-egnen og Thisted. Blandt de temaer, eleverne vil møde under deres besøg på elevuniversitetet, er grønne bygninger, bæredygtig arkitektur og vindenergi. Det handler også om hvilke madvarer og produkter, der er bedst for klimaet, og i energilaboratoriet kan man se, hvordan en øko-bil fungerer, og hvordan man laver strøm af solskin, hvilket gennemføres sammen med Energitjenesten Nordjylland.
Det er både forskere og studerende, der sørger for at introducere børnene til elevuniversitetets verden af viden, som det er gratis for skoleklasserne at besøge. Generelt gribes arbejdet med elevuniversitet anderledes an på Aalborg Universitet i sammenligning med mange andre steder. I Berlin, hvor Freie Universität er initiativtager for det overordnede europæiske projekt med elevuniversiteter, holder man for eksempel arrangementer med 300-500 børn på en gang, hvilket ikke passer særligt godt til hverken den danske skoletankegang eller til AAU-modellen, der er kendt for gruppe- og projektarbejde. Derfor består elevuniversitetet på AAU af mindre seancer med én klasse, hvilket i højere grad får karakter af workshops eller værkstedsundervisning . Elevuniversitetet arrangeres af forskningsgruppen Energiplanlægning på Institut for Samfundsudvikling og Planlægning i samarbejde med andre institutter på AAU.
Elevuniversitetet på AAU er en del af det tre-årige europæiske projekt Schools at University for Climate & Energy (SAUCE) , der er støttet af programmet Intelligent Energy Europe. Det nordjyske elevuniversitet, som er det første af sin slags i Danmark, går under navnet SKUB (Studier i Klima på Universitet for Børn).
Læs mere her
tags: Danmark, euro, 2009, uddannelse, Nordjylland, Aalborg, Aalborg Universitet, energi, Intel, folkeskole, Europe, undervisning, AAU, studerende,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar