Nu kan studerende og forskere ganske gratis få sig en virtuel desktop.
Microsoft har sponsoreret i alt 500 Windows 2008-servere, som fra i dag, mandag, står til fri afbenyttelse via WAYF - Where Are You From (www.wayf.dk).
Universiteterne, professionshøjskolerne og mange andre institutioner er allerede koblet til WAYF, der fungerer som omstillingsanlæg til viden på nettet. Ved hjælp af WAYF genbruges login-systemerne til at få adgang til databaser o.lign., som institutionen abonnerer på. Nu kan man så også genbruge sit nuværende brugernavn og kodeord fra uddannelsesinstitutionen til at få adgang til en af de 500 servere.
Samfundsvidenskab på Syddansk Universitet har udviklet løsningen for at forbedre arbejdsvilkårene for deres HA dat. og cand.merc.(dat.)studerende, men alle, som kan logge ind via WAYF, kan få gratis adgang til maskinerne. Man kan få adgang på adressen: http://nemserver.sam.sdu.dk.
Hver gang man logger ind, kommer man tilbage til den samme maskine, i samme stand som man forlod den. De 500 maskiner udbydes efter først-til-mølle princippet med én maskine pr. bruger, men hvis man ikke har logget ind på sin maskine i 14 dage, geninstalleres den automatisk og udbydes til andre interessede.
Jacob-Steen Madsen fra WAYF-sekretariatet siger:
"Det her er en teknologi, som ikke stiller nogen krav til det udstyr som brugerne har. Alle stilles éns, da man kun skal bruge en browser for at få adgang. Man har adgang til den virtuelle maskine fra enhver maskine med en browser installeret, uanset hvor den står - og det sker på en nem og sikker måde."
Fakta om WAYF
- WAYF er forbindelsesled mellem institutioner og eksterne tjenester, som institutionernes brugere benytter. Med WAYF skal brugeren kun logge ind på sin egen institution for at få adgang til tidsskriftsdatabaser, biblioteksarkiver og lignende.
- WAYF indfører rollebaseret adgangskontrol . Det vil sige, at brugerne får adgang i kraft af hvad og hvem de er, ikke fordi de eksempelvis fysisk befinder sig et bestemt sted.
- Med WAYF kan institutionerne på en sikker og nem måde at levere informationer om deres brugere til tjenesterne. Det sker dog aldrig uden at brugeren først har godkendt (samtykket til) overførslen. Samtykker kan til enhver tid trækkes tilbage, sådan som Persondataloven foreskriver. WAYF gør det derfor lettere for institutionerne at overholde Persondataloven i forhold til eksterne tjenester, ikke mindst fordi WAYF sørger for, at der kun overføres et minimalt antal data til tjenesterne. Der lagres ingen persondata hos WAYF, fordi WAYF alene agerer omstillingsbord .
- Bruger-login sker altid hos den enkelte institution - aldrig hos WAYF. Derfor er sikkerheden bedre, end hvis hver enkelt tjeneste administrerer brugerne og deres mange kodeord. Sammen med WAYFs muligheder for pseudonymisering, uddanner WAYF brugerne i god skik for databehandling.
- WAYF er et offentligt finansieret system. Bag WAYF står Videnskabsministeriet, Kulturministeriet og Undervisningsministeriet. WAYF har sekretariat i Styrelsen for Bibliotek og Medier.
Læs mere her
tags: 2008, Kulturministeriet, Videnskabsministeriet, Microsoft, uddannelse, teknologi, browser, videnskab, Undervisningsministeriet, Syddansk Universitet, studerende, uddannelsesinstitution, database, Fakta,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar