mandag den 15. september 2014

BEC Design får rekord-antal ansøgere

I en tid hvor mange videregående uddannelsesinstitutioner oplever et fald i antallet af ansøgere, oplever BEC Design en øget interesse for at komme ind på uddannelserne som designteknolog, e–designer og datamatiker.

Hele 475 håbefulde unge søgte i år ind på designteknolog–uddannelsen på BEC Design. Det er det største antal ansøgere skolen på Østerbro har oplevet i de otte år, den har udbudt uddannelsen. Det flotte antal ansøgere har gjort BEC Design til den skole i Danmark, der har modtaget flest ansøgninger til uddannelsen i år. Den voksende interesse for at læse til designteknolog glæder naturligvis uddannelseschef Carina Villadsen:

" Vi er selvfølgelig rigtig glade for den øgede interesse for uddannelsen. Som brancheskole indenfor mode– og livsstil er det vores fornemmeste opgave at sikre kvalificerede kandidater til fremtidens arbejdsmarked. Vi fokuserer derfor meget på at være i dialog og samarbejde med virksomhederne, når vi udvikler og tilrettelægger uddannelsen. Det tror jeg er en af grundende til, at vi oplever denne succes. Samtidig er det meget positivt, at vi oplever en rigtig flot afsætning til arbejdsmarkedet af vores designteknologer."

Carina Villadsen kan ikke bare glæde sig over det rekord–store antal ansøgere til designteknologuddannelsen. Også skolens to øvrige videregående uddannelser har oplevet en stor fremgang. Antallet af ansøgere til uddannelsen som e–designer er således steget med næsten 60 % i forhold til 2007, hvilket er flot for en uddannelse som første gang så dagens lys for bare fem år siden. De nye ansøgertal (88 ansøgere) på datamatiker–uddannelsen viser samtidig, at BEC Design for alvor er slået igennem på it–området og hører til i toppen af uddannelsesinstitutioner, der uddanner datamatikere.

" Det er super tilfredsstillende, at e–designer–uddannelsen nu for alvor trækker ansøgere til. Den er jo målrettet de unge, som går med en drøm om en dag at opstarte egen virksomhed, og som samtidig gerne vil arbejde med design i forhold til produktudvikling, rum indretning og grafik koblet med den mere hardcore businessdel, som er så vigtig. Det er selvfølgelig også dejligt at opleve, at det har været en succes, at vi sidste år flyttede vores datamatikere fra Ballerup til Østerbro. Det har været en strategisk rigtig god beslutning, for de forskellige miljøer som datamatiker og designuddannelserne repræsenterer hver især, giver i det daglige et super spændende og innovativt studiemiljø til gavn for alle på BEC Design", udtaler Carina Villadsen.

De nyoptagede studerende på BEC Design kan se frem til studiestart i august og september i den nyrenoverede bygning i Landskronagade, som tidligere rummede Wessel og Vetts konfektionsfabrik.

 

Læs mere her

tags: Danmark, uddannelse, virksomhed, 2007, Østerbro, Ballerup, strategi, arbejdsmarked, uddannelseschef, studerende, uddannelsesinstitution, videregående uddannelse, miljø, Design, livsstil,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar