søndag den 8. august 2010

Skoleledertalenter i træningslejr

Mange skoleledere er på vej mod pensionsalderen, og en ny generation skal tage over. Et særligt talentudviklingsforløb skal give flere lærere lyst til at blive ledere.

God skoleledelse er afgørende for kvaliteten i folkeskolerne. Den enkelte skoleleder har stor indflydelse på lærerne og elevernes motivation, engagement, faglighed og trivsel.

De næste fem år går mere end 1.000 ledere i folkeskolen på efterløn eller pension, og en ny generation af ledere skal overtage og udvikle opgaven.

Derfor er Undervisningsministeriet, KL, Danmarks Lærerforening, Børne- og Kulturchefforeningen samt Skolelederforeningen gået sammen om projektet Talent for ledelse i fremtidens folkeskole . Formålet er at styrke indsatsen for at spotte og udvikle ledertalenter til fremtidens folkeskole.

I disse dage modtager kommunerne et konkret tilbud om at deltage i projektet og at tilbyde ledertalenter blandt kommunens lærere et gratis, sammenhængende talentudviklingsforløb.

Undervisningsminister Tina Nedergaard glæder sig over tiltaget og er spændt på at se resultaterne af det.

Det er vigtigt, at vi alle tager et ansvar for at udvikle ledertalenter til folkeskolen og gør det attraktivt for lærerne at blive ledere. Vi skal spotte de mange talenter, der har ambitioner om og lyst til at udvikle fremtidens folkeskole og forberede sig ordentligt på opgaven. Med det nye projekt og det talentudviklingsarbejde, der allerede foregår i kommunerne, er vi godt på vej, siger ministeren.

Formanden for KL s arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalg, Erik Nielsen, fremhæver, at når lærerne leverer god undervisning i klasselokalerne, og hele skolen fungerer godt både fagligt og socialt, hænger det ofte sammen med, at skolen har en kompetent ledelse.

Derfor er det afgørende, at den næste generation af skoleledere vil og kan udøve kompetent ledelse i samspil med de øvrige ledere i teamet omkring skolen. For selvom vi lægger meget vægt på ledernes kompetencer, skal vi også passe på ikke at skræmme kommende talenter væk ved at opstille urealistiske krav om, at de skal være supermænd for at kunne klare lederjobbet. De har heldigvis et team omkring sig de skal ikke stå hele distancen alene.

Projektet strækker sig over cirka fem måneder og indeholder talentspotting, afklaringsforløb, mentorseminar, kompetenceudvikling og karriereudvikling. Det falder helt i tråd med Skolens rejseholds anbefalinger om, at potentielle skoleledere skal spottes og uddannes samt gennemføre et førlederprogram, så de er afklarede og uddannet til opgaven.

Projektet er en udløber af OECD s rapport Improving School Leadership , hvori det blev anbefalet, at hvert land udarbejder en klar strategi for at finde og udvikle fremtidens ledere.

Forløbet udbydes to gange om året. I dette efterår er det muligt for kommunen at søge i to runder den 1. september eller den 1. november 2010.

Hele forløbet afholdes af et konsortium bestående af UCC, VIA University College og COK.

Fakta
- Folkeskolen har 3.538 ledere skoleledere, souschefer og afdelingsledere.

- I september 2008 var 418 ledere over 60 år, mens 936 ledere var mellem 55 og 59 år.

- Ledernes gennemsnitlige tilbagetrækningsalder er 62 år. Det forventes derfor, at over 1.000 ledere i de kommende fem år går på efterløn eller pension.

Læs mere her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar