DRs formidlingspris, Rosenkjærprisen, går i år til professor Bente Klarlund Pedersen fra Danmarks Grundforskningscenter for Inflammation og Metabolisme på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Det er tredje gang Rosenkjærprisen tildeles en ansat ved Københavns Universitet. I 2006 modtog astrofysiker Anja C. Andersen prisen og sidste år gik den til tidligere prorektor Lykke Friis.
Bente Klarlund har sat danskernes motionsvaner på dagsordenen i mange forskellige sammenhænge - i blandt andet bøger, foredrag, interviews, artikler og brevkasser.
Hun er overlæge på Rigshospitalet, professor ved Københavns Universitet og direktør for Danmarks Grundforskningfondscenter for Inflammation og Metabolisme, der undersøger sammenhængen mellem fysisk aktivitet og sundhed.
- Det er vigtigt og væsentligt, at vi får formidlet nye forskningsresultater ud, siger Bente Klarlund Pedersen, der blandt andet har været medvirkende til, at motion i dag kan skrives på recept i behandlingen mod livsstilssygdomme.
- Samtidig skal vi som forskere ikke kun gemme os inde på laboratorierne, men også være aktivt til stede ude i samfundet - det har jeg personligt oplevet som meget inspirerende til videre forskning.
Så almindelige mennesker kan forstå
"Hun er god til at forklare om en sund og usund livsstil, så ganske almindelige mennesker kan forstå det". Sådan lød én af begrundelserne, da DR i oktober spurgte danskerne, hvem de syntes skulle være den næste modtager af DRs store formidlingspris. Ordene var møntet på Bente Klarlund Pedersen - og den 11. februar 2011 modtager hun hædersprisen på 40.000 kroner ved en prisfest i Koncerthuset i DR Byen.
Det bliver kanalchefen for P1, Anders Kinch-Jensen, der skal begrunde og overrække formidlingsprisen, der er opkaldt efter magister Jens Rosenkjær (1883-1976), der var foredragschef i DR frem til 1953.
Evnen til at gøre vanskelige emner tilgængelige
Prisen har været uddelt i hans navn og ånd næsten hvert år siden 1963, og den bliver givet til "en fremtrædende forsker eller kulturpersonlighed, som evner at gøre vanskelige emner tilgængelige for et bredere publikum i en forståelig og levende form".
Det er en fast tradition, at årets Rosenkjærprismodtager forpligter sig til at holde en serie radioforedrag på P1 - og lytterne kan da også forvente seks foredrag med Bente Klarlund Pedersen i løbet af 2011. Hun vil blandt andet fortælle om selve det at formidle forskningen, og har desuden en ambition om at kommunikere et emne, hun ikke tidligere har prøvet kræfter med.
Læs mere her
tags: 1976, København, direktør, interview, hospital, Danmark, 2010, 2011, radio, overlæge, 2006, recept, Koncerthuset, DR Byen, rektor, forskningsresultat, videnskab,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar