fredag den 3. december 2010

Byggebranchen får hjælp til forretningsudvikling i byggeriet

University College Nordjylland (UCN) går nu i luften med det nye Center for Byggeri & Business, der tilbyder byggebranchen virksomhedstilpasset hjælp til effektivisering på tværs fra strategisk til operationelt niveau

- Det er tid til forandring i dansk byggeri, hvor krav om effektivisering gennem udnyttelse af nye teknologier og strategiske redskaber står skåret på væggen i neon. De virksomheder, der ikke nu står på vognen, ender i en negativ konkurrencespiral, hvor underskuddet vokser, selv om de løber hurtigere og hurtigere.

Det er René Martin Larsen, digital spydspids og specialist i organisation og forandringsledelse, der som nyudnævnt centerchef med ansvar for opbygning og udvikling af det nye Center for Byggeri & Business på UCN råber vagt i gevær.

- Byggebranchen må tage ved lære af industrien, der gennem anvendelse af ny teknologi og fortsat udvikling af strategier gennem de sidste halvtreds års tid har opnået effektivitetsforbedringer på 125 procent, fortsætter René Martin Larsen og pointerer, at effektiviteten i byggeriet i den samme periode er gået 20 procent tilbage.

- Det er bare ikke godt nok. Dansk Byggeri er med få undtagelser langt bagud, og som vidensamfund er det også i lyset af en markedsorienteret globalisering med skærpet konkurrence på alle hylder - tvingende nødvendigt at vi får ændret udviklingen.

Markant interesse

René Martin Larsen tilføjer, at rigtig mange virksomheder har set skriften på væggen, men viger tilbage fra at tage fat om nældens rod på grund af usikkerhed og manglende kompetencer, både når det gælder udvikling af strategier for udvikling af forretningsgrundlag og organisation samt implementering af ny viden og teknologier.

- Byggevirksomhederne har ganske enkelt ikke de kompetencer og redskaber, der skal til for at optimere forretningen og imødekomme bastante statslige krav om optimering gennem anvendelse af nye teknologier. Derfor viger de tilbage for det nye og fortsætter i samme vante spor, selv om de ved, det er forkert og gerne vil med på fremtidens vogn.

- Det er baggrunden for, at vi på UCN har etableret Byggeri & Business med tilbud om individuel rådgivning og sparring til strategisk udvikling på ledelsesniveau, konkret projektoptimering og virksomhedstilpassede kurser, hvor ledelse og medarbejdere kan opbygge de nødvendige kompetencer.

- Vores fokus er forandringsprocessen, og alle vores aktiviteter tilpasses nøje virksomhedens individuelle behov med det mål at hjælpe den enkelte virksomhed til at udvikle mere effektive arbejdsgange, der efterlever nye krav til byggeriet og genererer økonomisk gevinst.

- Og, understreger Rene Martin Larsen, vores tilbud er blevet godt modtaget. Allerede dagen efter, at vi i august annoncerede starten på det nye center, meldte fire virksomheder sig på banen, og vi oplever betydelig interesse fra virksomheder overalt i landet.

Ny uddannelse i bygningsmodellering

René Martin Larsen fortæller videre, at Byggeri & Business i den første måned har gennemført en stribe virksomhedsbesøg med konkret strategisk sparring og rådgivning, ligesom flere har meldt sig som deltagere i centerets første uddannelsestilbud en helt ny uddannelse til BIMkoordinator (Building Information Modeling-koordinator), som tilbydes ledige konstruktører, arkitekter og ingeniører.

- Uddannelsen, der løber over seks uger, er udviklet og gennemføres i samarbejde med NTI Cad Center, og vi kan med tilfredshed konstatere, at der er betydelig rift om pladserne. De ledige er klar over, at vejen til jobs går via uddannelse og opgradering af kompetencer, og vi oplever en solid opbakning fra organisationernes a-kasser, der har blåstemplet vores tilbud og anbefaler det til deres ledige medlemmer, konstaterer René Martin Larsen.

Han lægger til, at uddannelsen til BIM-koordinator fremover vil indgå som et fast tilbud fra Byggeri & Business, men slår i en slutbemærkning samtidig fast, at det nye center har meget mere i godteposen.

- Således går vi til februar i luften med en ny uddannelse til certificeret passivhusdesigner, ligesom vi er langt fremme med udvikling af landets første projektlederuddannelse på akademiniveau i byggebranchen, der får premiere medio 2011.

Fakta om Center for Byggeri & Business

UCN s nye Center for Byggeri og Business, der gennem virksomhedstilpasset rådgivning, sparring, undervisning og konkret projektoptimering bistår byggevirksomheder og byggeriets leverandører med kompetenceudvikling og fastlæggelse af strategier for forretningsudvikling i relation til effektiv implementering af nye teknologier og redskaber, er fra starten bemandet med otte højt kvalificerede konsulenter og undervisere, ligesom centeret kan trække ubegrænset på UCN s 700 tilknyttede undervisere og centerets nyetablerede advisory board.

Læs mere her

tags: underskud, 2011, økonomi, uddannelse, Nordjylland, virksomhed, teknologi, konkurrence, advisory board, a-kasser, kompetenceudvikling, strategi, organisation, undervisning, projektleder,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar