mandag den 31. januar 2011

home får kommunikationschef med strøm i blodet

Når ejendomsmæglerkæden home fremover er i kontakt med forbrugerne og offentligheden, sker det i højere grad med afsæt i de nye digitale medier og et ønske om dialog. Det er resultatet af kædens ansættelse af Mads Ellegaard som kommunikationschef og kædens ansigt udadtil.

Mads Ellegaard, 40 år, er ansat som kommunikationschef i home a/s, og han brænder for den direkte dialog. I de seneste 13 år har han været med til at tilrettelægge den digitale kommunikation og forretningsudvikling for en række af landets førende virksomheder.

Endvidere har han som medejer været med til at starte kommunikationsvirksomheder som Notabene.net. Han er nok mest kendt for Engodsag.dk, der skabte øget omsætning til internetbutikker og samtidig i alt rejste et millionbeløb til hjælpeorganisationer som Kræftens bekæmpelse, Dansk Røde Kors m.fl.

Tager ansvar og øger dialogen
Den ny kommunikationschef har ikke noget problem med fra første arbejdsdag at sætte idealet højt hos home og vise, hvor seriøst virksomheden tager sit ansvar:

"Som ejendomsmæglerbranchens mest kendte kæde har home et stort ansvar for befolkningens syn på deres hjem, køb og salg af bolig og ejendomsmarkedet generelt. Det ansvar ønsker vi i home at påtage os i endnu højere grad ved at intensivere dialogen med forbrugerne via de enkelte mæglere såvel som hovedkontoret," siger Mads Ellegaard.

Ønsket om den direkte dialog med forbrugerne ligger godt i tråd med Mads Ellegaards erfaringer som foregangsmand i digital udvikling og dialog. homes kommunikationschef kommer fra stillingen som chef for konceptudvikling hos Innovation Lab, hvor det også var koblingen mellem de nyeste teknologier, kommunikation og forretningsudvikling, der var i centrum.

"For mig er digitale medier ikke interessante i sig selv, men når de kombineres med en åben og ærlig tilgang til omverden, muliggør de en personlig og målrettet dialog, som er afgørende. Dialogen skal give os nye ideer og i øvrigt sikre forståelse og tryghed i relationen til danskerne. Man kan sige, at home via sin kommunikation inviterer til åbent hus."

En prisvinder i huset
Mads Ellegaard har en lang praktisk erfaring fra de virksomheder, han har opbygget, og han har i den forbindelse modtaget en række udmærkelser for lederskab og innovation samt priser som e-handelsprisen og Connect Denmark prisen m.fl. Han har desuden været medforfatter til Børsens Ledelseshåndbog om e-business og har selv skrevet en omfattende bog om internetkampagner og -dialog.

De praktiske erfaringer fra kommunikationsbranchen er suppleret med en uddannelse som cand. merc. i Design & Communication Management fra CBS og flere års international erfaring fra studier og arbejde i bl.a. USA, Tyskland og Frankrig.

Læs mere her

tags: USA, internet, Tyskland, Børsen, uddannelse, Frankrig, Røde Kors, omsætning, virksomhed, teknologi, e-handel, forfatter, innovation, Management, kommunikation, organisation, ansættelse,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar