Københavns Universitets bestyrelse har i dag modtaget et åbent brev om Milena Penkowa-sagen underskrevet af 58 ansatte ved KU og andre universiteter. I brevet kræves en uvildig komité til at vende alle sagsforhold, aktuelle såvel som historiske.
Det forslag afviser KU's bestyrelsesformand, Nils Strandberg Pedersen:
- Bestyrelsen tager sagen meget alvorligt og har fået flere redegørelser i sagen. Penkowas forskning behandles allerede ved den relevante myndighed, Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed, UVVU. En intern parallel undersøgelse med henblik på at afdække eventuel yderligere mistanker om videnskabelig uredelighed vil skabe uklarhed og er fagligt forkert, så længe der foregår en uvildig behandling af en specifik mistanke om uredelighed ved UVVU. Det er klart, at hvis der skulle opstå yderligere konkret mistanke om uredelighed, vil eventuelt flere sager kunne anmeldes til UVVU, siger Nils Strandberg Pedersen.
Med hensyn til universitetets forvaltning af sagen vil Kammeradvokaten give en foreløbig vurdering til bestyrelsen efter nytår. Bestyrelsesformanden mener imidlertid, at der ikke er tvivl om rektoratets habilitet i sagen. Rektor eller prorektor har ikke faglige, økonomiske eller personlige interesser eller relationer til Penkowa eller de projekter, hun har deltaget i på KU.
Universitetet gør opmærksom på, at flere af underskriverne af brevet er part i dele af sagskomplekset og dermed ikke kan betragtes som uvildige. Men alle har mulighed for at indbringe specifikke mistanker for UVVU. Penkowa er i øvrigt ikke længere ansat ved Københavns Universitet.
- Jeg vil gerne understrege, at personalesager er vanskelige at håndtere udadtil, når først de indgår i en offentlig polemik. Der er således en asymmetri med hensyn til informationen, hvor arbejdsgiveren af formelle grunde er afskåret fra offentligt at give en komplet redegørelse for de problemstillinger der foreligger, og de beslutninger der er truffet, fastslår Nils Strandberg Pedersen.
Læs mere her
tags: København, økonomi, bestyrelsesformand, nytår, Københavns Universitets, Milena Penkowa, rektor, videnskab, arbejdsgiver,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar