Onsdag den 14. november 2012 blev DB Schenker-prisen for bedste cand.merc. SCM-kandidatafhandling uddelt til Troels Nørgaard Petersen. Han vandt prisen for afhandlingen Supply Chain Analysis, Identifying Root Causes for High Stock Coverage Levels . Prisen på DKK 10.000 uddeles af DB Schenker Logistics og blev overrakt af selskabets direktør i Danmark, Henrik Dam Larsen.
DB Schenker arbejder dagligt med at søge stadig mere innovative supply chain-løsninger til gavn for vore kunder, hvorfor samarbejdet med CBS omkring kåringen af årets bedste hovedopgave på cand.merc.-studiet i Supply Chain Management umiddelbart ligger naturligt i forlængelse heraf. Vekselvirkningen mellem det teoretisk optimale og det praktiske mulige er ofte det, der skaber anvendelsesorienteret nytænkning og dermed de mest gangbare løsninger over tid. Vi har derfor helt givet en del at lære af hinanden, siger Henrik Dam Larsen.
Den vindende opgave fik karakteren 12, i sig selv en indikation af det høje faglige niveau hos Troels Nørgaard Petersen. Prof. Britta Gammelgaard, CBS: Troels opgave viser for det første en usædvanlig dyb forståelse af de operationelle supply chain-processer, og hvordan præstation og organisatoriske aspekter driver sådanne processer. For det andet demonstrerer afhandlingen indgående forståelse af den rolle og betydning, som tilpasning af virksomheds- og supply chain-strategi har for at kunne reagere over for ændringer i markedsforholdene.
Den prisvindende afhandling skal dog ikke alene være på et højt akademisk stade, den skal også give værdi til de mange mennesker, som i det daglige arbejder med logistik, planlægning, indkøb, produktion og produktudvikling i SCM-verdenen. Samtidig skal den være innovativ have et globalt sigte, være relevant også for virksomheder samt fremstå på et topprofessionelt niveau.
Denne afhandling opfylder i høj grad disse kriterier. Der er tale om et utroligt veldokumenteret arbejde, som også er blevet gennemtestet i hverdagen hos en af de store europæiske dagligvarekæder. Troels Nørgaard Petersen har på en meget nyskabende måde kombineret SCM-teori med praksis i virksomheder sagde Henrik Dam Larsen i sin tale til vinderen.
De øvrige tre nominerede afhandlinger til DB Schenker-prisen var:
Mathias Maegaard Mikalsen med afhandlingen Managing the demand for spare parts. A research done in cooperation with Rockwool on how to reduce spare-parts inventories by managing demand in a structured way
Thomas Skjødt med afhandlingen Implementing postponement at Novozymes packaging site in Bagsværd
Kristin Thordardottir med afhandlingen Increasing Customer Retention Through the Offerings of a PSS at Emerson MTM
Prisen blev overrakt i forbindelse med 4th Copenhagen Supply Chain Management Summit at CBS, en konference organiseret i samarbejde mellem CBS ved professor Britta Gammelgaard og DB Schenker.
Konferencens hovedtaler var prof. dr. Douglas M. Lambert, The Ohio State University, USA. Lambert er professor for marketing og logistik og direktør for The Global Supply Chain Forum. Han har i mere end 20 år beskæftiget sig med forskning inden for SCM med særlig fokus på business-partnerskaber og deres rolle for at opnå en konkurrencefordel samt måling og salg af logistikkens værdi .
På konferencen var der desuden inspirerende indlæg ved direktør Michael Svane, DI Transport, og Frank Thorsen, Group Purchasing Director, Findus AB, om emnet værdiskabelsen gennem globale strategiske partnerskaber .
Arrangementet med ca. 180 tilmeldte sluttede med en DB Schenker-reception, hvor debatten fortsatte livligt, og vinderne samt de nominerede blev gratuleret yderligere.
Læs mere her
tags: USA, Danmark, euro, direktør, Ohio, 2012, virksomhed, recept, Management, strategi, konkurrence, Rockwool, Novozymes,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar