Danmark har en af de højeste gennemførelsesprocenter på videregående uddannelser. Til gengæld er vi et af de lande, hvor gymnasielærerne har færrest undervisningstimer. Det viser den årlige OECD-rapport.
Danmark er blandt de OECD-lande, hvor flest af dem, der begynder på en videregående uddannelse, også gennemfører en videregående uddannelse. Det viser den årlige OECD-rapport Education at a Glance. Hele 84 procent gennemfører. Det er kun overgået af Japan og Sydkorea.
Vi skal blive endnu bedre
Danmark er også blandt de lande, hvor andelen af de 25- til 34-årige med en videregående uddannelse er størst. Her ligger Danmark på en syvendeplads.
Undervisningsminister Tina Nedergaard glæder sig over resultaterne.
Placeringerne ligger fint i tråd med målsætningen om, at 50 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse i 2015. Vi er på rette vej, men vi skal blive endnu bedre. Endnu flere skal se mulighederne i en videregående uddannelse, og endnu flere skal gennemføre, siger undervisningsministeren.
Danske lærere underviser mindre
Når det gælder lærernes reelle undervisningstid, adskiller Danmark sig markant fra alle andre OECD-lande.
Gymnasielærere i andre OECD-lande underviser næsten dobbelt så meget som de danske. En dansk gymnasielærer underviser 364 timer om året. Det svarer til 55 procent af gennemsnittet i samtlige OECD-lande.
Det er iøjnefaldende, hvor få timer gymnasielærere reelt underviser i Danmark sammenlignet med andre lande. Det er en udfordring, vi skal tage hånd om. De nuværende arbejdstidsaftaler har baggrund i en tid, hvor der var helt andre krav til uddannelse og forholdet mellem lærer og elev. I dag er der andre muligheder og andre forventninger, siger Tina Nedergaard.
I Danmark underviser en grundskolelærer 648 timer om året. Det er 13 procent mindre end OECD-gennemsnittet.
Se hele OECD rapporten her
Læs mere her
tags: Danmark, uddannelse, Japan, undervisningsminister, undervisning, undervisningstimer, videregående uddannelse, arbejdstid, skolelære,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar