torsdag den 6. december 2012

Kun få virksomheder koder CSR ind i DNAet

En korsvej nærmer sig for Corporate Social Responsibility (CSR) i virksomheder. Sådan lyder det fra Copenhagen Business School Centre for Corporate Social Responsibility (cbsCSR), som efter ti år som forskningscenter gør status over udviklingen.

Virksomheders sociale ansvar er steget ned fra de akademiske højder og har fundet en plads i de fleste virksomheder. Fremtidens udfordring bliver at få Corporate Social Responsibility til at være en integreret del af virksomhedens ledelse og drift, vurderer centerchef for cbs CSR, Esben Rahbek Pedersen.

- Rigtigt mange virksomheder taler om CSR som en del af deres dna, men kun få har reelt integreret CSR i organisationen, siger han.

God forretning og etik
CSR er inde i en hastig udvikling, hvor begrebet institutionaliseres med systemer, standarder og konsulentydelser, som gør det muligt at måle, veje og afrapportere CSR. Samtidig bruges der meget tid på at diskutere, om CSR kan betale sig. Risikoen er, at CSR kun tages i brug på områder, hvor det kan sandsynliggøre en hurtig gevinst, vurderer Esben Rahbek Pedersen. Det kan være omkostningsbesparelser ved fx at reducere brugen af emballage eller styrkelse af omdømmet i forbindelse med i donationer til velgørende formål

- CSR bør gå på to ben. Det ene er at understøtte forretningen, det andet ben er etikken. Hvis CSR kun handler om god forretning kan det udvande CSR til business as usual , hvor virksomhederne efterlader nogle sorte CSR-huller , de svære CSR-spørgsmål, som måske ikke kan betale sig og i hvert fald kun på den lange bane. Det kan være spørgsmål om skat og living wages vs. minimum wages, spørgsmål som i dag er fraværende i mange virksomheders CSR-politikker, siger Esben Rahbek Pedersen.

Ikke et modefænomen
CBS har mærket den voksende interesse for socialt ansvar og tilbyder i dag bachelor, master og MBA fag i emner som sustainability, etik og CSR. Forskningscentret cbsCSR er siden 2002 vokset fra to medarbejdere til det tidobbelte og er aktive på forskningsfronten, som eksperter i pressen og med konferencer om emnet for offentligheden og ofte i samarbejde med virksomheder.

- CSR er lejlighedsvist betragtet som en modeting, men der er intet, som tyder på, interessen er forbigående. CSR rører ved basale spørgsmål for erhvervslivet, hvorfor er det egentligt vi er til og hvad er basal ansvarlighed for os Ikke kun i juridisk forstand, men også i bred forstand og det er udfordringen: At se forretningsmulighederne i CSR uden at være være blind for etikken, som påvirker alle dele af virksomheden, siger Esben Rahbek Pedersen.

Kontaktperson: director Esben Rahbek Pedersen, erp.ikl@cbs.dk, tlf: 61 51 06 00

Læs mere her

tags: 2002, politi, virksomhed, erhvervslivet, organisation, Forskning,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar