fredag den 17. juli 2015

Den psykologiske kontrakt et værdifuldt redskab for projektlederen !

Flere undersøgelser viser, at medarbejdernes adfærd og dermed også deres motivation i høj grad hænger sammen med deres forventninger til, og oplevelse af, den organisatoriske kontekst, dvs. arbejdsklimaet og den måde organisationen behandler dens medlemmer på, herunder de autoritets– og magt strukturer, som findes i organisationen, samt de normer og værdier som er på spil.

Det har ligeledes vist sig, at medarbejdernes motivation for at arbejde effektivt og for at udvise en generel entusiasme i forhold til organisationens mål i stor udstrækning er afhængig af to betingelser:

– Medarbejdernes forventninger til, hvad organisationen skal tilbyde dem, og hvad de
skal give igen skal stemme overens med organisationens forventninger om, hvad den vil give og have igen.

– Hvis der en overensstemmelse mellem de to sæt af forventninger, afhænger
medarbejderens motivation af, hvordan det reelle bytteforhold ender med at se ud, dvs. penge i bytte for arbejdstid, social tilfredsstillelse og jobsikkerhed i bytte for arbejde af høj kvalitet og kreative input.

Interaktionen mellem medarbejderen og organisationen er således en dynamisk tovejs proces, hvor begge parter skal leve op til nogle bestemte forventninger. Relationen mellem de to parter kan anskues som tilfredsstillende, når den lever op til begge parters respektive behov. Dette gensidige forhold bliver ofte omtalt som ´den psykologiske kontrakt´.

Kontrakten er ofte karakteriseret ved at være en uformel og ikke nedskrevet kontrakt. Dog kan det forekomme, at organisationen vælger at nedskrive bestemte materielle goder og belønninger, men psykologiske faktorer såsom jobtilfredshed og forventninger i forhold til arbejdsmæssige udfordringer er nødvendigvis mere implicitte af natur.

Den psykologiske kontrakt spiller en stor rolle i forholdet mellem medarbejderen og organisationen og er måske den vigtigste del af hele ansættelseskontrakten. Overholdelsen af denne kontrakt er derfor en betydningsfuld faktor, hvis organisationen både ønsker at skabe og fastholde en målrettet adfærd hos medarbejderne.

Tillid

Et grundlæggende element i den psykologiske kontrakt omhandler tillid mellem arbejdsgiver og arbejdstager, mellem projektleder og projektdeltager.

Den enkelte medarbejder vil have en mere eller mindre bevidst opfattelse af, hvad den psykologiske kontrakt indeholder. Opfattelsen bliver formet af samtalerne til ansættelsesinterviewet, indholdet i stillingsannoncen, virksomhedens mission, interviews eller artikler om begivenheder og kultur i virksomheden samt andet skriftligt materiale fra virksomheden, såsom personalehåndbog, manualer mv. Historierne og myterne, der cirkulerer i organisationen, er også et vigtigt instrument til at videreformidle ændringer i forhold i den psykologiske kontrakt.

Relationerne mellem medarbejder og virksomhed udvikler sig og ændres, ligesom en medarbejders behov ændrer sig. Misforståelser eller ændrede omstændigheder mellem virksomheden og medarbejderen kan medføre dybtgående og længerevarende følelser hos medarbejderen af at være blevet forrådt. Andre følelser kan være bitterhed, vrede og frustration, manglende motivation, utilfredshed med arbejdet, manglende ansvarsfølelse. Et resultat af disse følelser kan være en øget personaleomsætning. Projektlederen må derfor sikre sig, at der ikke stilles projektmedarbejderen urealistiske forventninger i syne ved klart at kommunikere ud, hvordan projektet nogenlunde vil komme til at forløbe.

At skabe klarhed om forholdene i den psykologiske kontrakt, så medarbejderen forbliver motiveret kræver, at der fra begyndelsen kommunikeres åbent, ærligt, og tydeligt således, at alle parter har samme opfattelse og forståelse af de gensidige forventninger og forpligtelser.
Er der først sket et brud på den psykologiske kontrakt, kan det være vanskeligt for medarbejderne at have tillid til eller stole på de nye løfter. Brud på den psykologiske kontrakt kan med andre ord have stor indflydelse på medarbejdernes produktivitet, loyalitet og engagement i forhold til virksomheden.
 

Læs mere her

tags: interview, omsætning, virksomhed, penge, produktivitet, kreativ, psykologi, organisation, arbejdsgiver, ansættelse, projektleder, motivation, arbejdstid,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar