Flere unge kan nu få en International Baccalaureate i Danmark. Undervisningsministeren har besluttet, at tre nye offentlige udbud af den internationale studentereksamen skal placeres i Jylland.
Nu kan endnu flere unge få en international studentereksamen i Danmark.
Undervisningsminister Tina Nedergaard har besluttet, at International Baccalaureate, IB, også skal udbydes på EUC Syd i Sønderborg, Ikast-Brande Gymnasium i Ikast og Langkær Gymnasium og HF i Århus. IB udbydes allerede på syv offentlige og to private gymnasier i Danmark.
Det glæder mig, at flere unge nu kan få en International Baccalaureate. De tre nye udbud betyder, at flere børn af udlændinge med job i Danmark kan få en international skolegang og bruge deres studentereksamen direkte i hjemlandet. Samtidig kan danske unge lettere læse deres videregående uddannelse i udlandet og skabe sig en karriere dér eller bringe værdifuld viden med hjem, siger Tina Nedergaard
Med de tre nye IB-udbud bliver der en større geografisk udbredelse af IB på landsplan.
Hensynet til de eksisterende IB-skoler var medvirkende til beslutningen om placeringen af de nye IB-udbud. De nye uddannelsessteder må ikke bringe den faglige og økonomiske bæredygtighed på de eksisterende IB-skoler i fare ved i væsentligt omfang at flytte elever fra eksisterende og velfungerende udbydere til de nye uddannelsessteder.
Sønderborg-Als-området, Storårhus og Midtjylland er alle erhvervstunge områder. Det er derfor indgået i overvejelserne, at disse områder har interesse i at kunne tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft og tilbyde udlændingenes børn en international skolegang fra grundskole til og med ungdomsuddannelse.
Undervisningsministeriet modtog seks meget kvalificerede ansøgninger om udbud af IB.
International Baccalaureate
- IB er en toårig, international gymnasial uddannelse, der kan læses i over 100 lande
- Uddannelsen kan søges af alle unge, der opfylder kravene til at blive optaget på en gymnasial uddannelse. Den er også et tilbud til danske unge, der har gået i skole flere år i udlandet, og til udenlandske unge, der opholder sig i Danmark i længere tid
- IB er adgangsgivende til videregående uddannelser i Danmark på lige fod med de øvrige gymnasiale uddannelser. Den er gratis på offentlige institutioner. Private gymnasier kan frit udbyde uddannelsen
- En lovændring i 2009 åbnede for, at IB efter godkendelse i Undervisningsministeriet kan udbydes på alle institutioner, der er godkendt til at udbyde stx, hf, hhx og htx.
Yderligere oplysninger
Henrik Tauber, Chefkonsulent, Tlf. 33 92 53 79
Ingeborg Ellern Nielsen, Pressesekretær, Tlf. 33 92 50 09 / 25 65 92 99
Læs mere her
tags: Danmark, 2009, økonomi, Århus, uddannelse, EU, Jylland, Midtjylland, udland, Sønderborg, Gymnasium, videregående uddannelse, arbejdskraft, Undervisningsministeriet,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar