Det gode studiemiljø kan være vidt forskelligt fra uddannelse til uddannelse og derfor bør det tilrettelægges forskelligt. Aalborg Universitet sætter nu gang i et løbende udviklingsprojekt, som skal sikre alle studerende et godt studiemiljø.
I de seneste år har der været fokus på undervisningsmiljøet i folkeskoler og gymnasier, men indtil videre er erfaringerne på de danske universiteter begrænsede, når det handler om at kortlægge de studerendes arbejdsforhold systematisk. Derfor sætter Aalborg Universitet i disse dage gang i første del af et nyt tiltag, som ikke blot skal munde ud i en samlet studiemiljøvurdering. Planen er i stedet at foretage løbende temperaturmålinger af de fysiske, psykosociale og æstetiske rammer blandt alle studerende, så resultatet ikke bliver en enkeltstående undersøgelse, men et studiemiljøprojekt i konstant udvikling.
- I 2008 lavede vi en spørgeskemaundersøgelse, men selvom resultaterne mundede ud i forskellige planer, måtte vi erkende, at det er meget svært at omsætte overordnede resultater til handling. Derfor etablerer vi nu et system, der skal give nye svar en-to gange om året og samtidig tænkes sammen med de mange andre evalueringer, der laves af uddannelser, undervisere og så videre, forklarer AAU s HR-chef Kjeld Lanng fra, som har ansvaret for de nye studiemiljøvurderinger.
Forud for den første af de tilbagevendende undersøgelser blandt alle studerende har holdet bag studiemiljøvurderingerne afholdt workshops og diskussionsmøder i forskellige afdelinger på universitetet. Her har det vist sig, at der er meget stor forskel på, hvad der på de forskellige studieretninger betragtes som et godt studiemiljø. Nogle steder er rummenes helhedsindtryk meget afgørende, mens andre prioriterer tekniske faciliteter og praktiske fornødenheder højest.
- Fra tidligere undersøgelser ved vi overordnet hvilke faktorer, der skaber det gode studiemiljø er, men detaljerne er forskellige fra en uddannelse til en anden. Tidligere handlede det meget om at have adgang til eget grupperum, men de steder, hvor grupperummene ikke udnyttes hele tiden, er det måske noget andet, de studerende efterspørger. Selvom det er meget forskelligt, hvad der bliver sat pris på, vil der være nogle elementer, der går igen flere steder og kræver fælles handlinger. Disse udfordringer gør studiemiljøarbejdet kompleks og meget relevant, pointerer HR-konsulent Jeanet Klindoch.
Det betyder også, at de gennemsnitlige og overordnede resultater fra AAU s studiemiljøvurderinger formentlig ikke bliver særligt lette at agere direkte ud fra, mens delkonklusionerne for de enkelte studiemiljøer kan afsløre en guldgrube af viden om, hvad der efterspørges netop der. Undersøgelsens spørgsmål skal sendes ud til AAU s ca. 12.500 studerende, så der løbende kan laves opfølgninger og handlingsplaner lokalt og centralt. I samme ombæring får de studerende mulighed for at videregive idéer og udpege områder, de hver især mener, bør prioriteres på deres uddannelse.
En rapport fra UBST (Universitets- og Bygningsstyrelsen) viser, at de danske universiteter hidtil har grebet opgaven meget forskelligt an. På Aalborg Universitet har HR-afdelingen allieret sig med universitetets ressourcecenter AAU Leaning Lab, som på de enkelte områder skal hjælpe med at dykke ned i, hvad det gode studiemiljø er. Det er også håbet, at resultater fra de løbende studiemiljøvurderinger kan bruges i arbejdet med forestående byggeriplaner efter hvilke typer studerende, de nye AAU-bygninger skal huse. For eksempel har Arkitektur & Design-uddannelsen gode erfaringer med at inddele store rum i mindre gruppesektioner, hvilket ikke vil kunne fungere for eksempelvis Psykologi på grund af behovet for fortrolige samtaler. Forholdene for det problembaserede projektarbejde i grupper, som Aalborg Universitet er internationalt anerkendt for, kommer således også til at spille en væsentlig rolle i det løbende studiemiljøprojekt.
Yderligere oplysninger:
HR-chef Kjeld Lanng, formand for studiemiljøudvalget, AAU, tlf. 99 40 95 65, mobil 24 79 46 96
HR-konsulent Jeanet Eugenia Klindoch, AAU, tlf. 99 40 74 33
Generel pressekontakt, AAU: Tor Bagger, tlf. 99 40 96 44
Læs mere på om studiemiljøvurderingen på http://www.studiemiljoe.aau.dk/
> Rapport om tilsyn med universiteternes implementering af undervisningsmiljølovens krav: http://kortlink.dk/8u2m
Læs mere her
tags: 2008, uddannelse, Bagger, Aalborg, Aalborg Universitet, folkeskole, studerende, miljø, HR-konsulent, undervisning, AAU,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar