Uddannelse er den sikreste vej til et fast job. Mange unge mennesker står i dag i en svær situation. De har hverken uddannelse eller job. Når ungdomsarbejdsløsheden skal bekæmpes, skal det først og fremmest ske gennem uddannelse. Det er udgangspunktet for det ungeudspil, der indgår i regeringens oplæg til finansloven for 2012.
For beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er det afgørende at få unge ufaglærte i gang med en uddannelse:
- Næsten 50.000 unge er i dag på kontanthjælp. Langt de fleste af dem har ikke en uddannelse. Vi er godt på vej til at gentage 1980?ernes store fejltrin. Og det må ikke ske. Vi må ikke tabe store dele af den unge generation på gulvet. Derfor har regeringen et helt særligt fokus på de mange ufaglærte unge. De skal have en uddannelse, så de bliver rustet til et liv med job og kolleger.
- Vi gør det mere attraktivt for virksomheder at ansætte voksenlærlinge mellem 25 og 30 år. Det er lige præcis den aldersgruppe, der har den største arbejdsløshed i dag. De kom ind på arbejdsmarkedet, da økonomien bragede derudaf uden uddannelse. Og de røg ud igen, da krisen satte ind. De har hverken erfaring eller uddannelse at falde tilbage på. Derfor giver vi nu flere unge en faglært uddannelse, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.
Udover en særlig indsats for at give ufaglærte unge et kompetenceløft, kickstarter regeringen dansk økonomi for at skabe nye arbejdspladser i den private sektor. Det åbner døren til arbejdsmarkedet for mange unge.
Udspillet indeholder fire initiativer til i alt 120 millioner kroner:
? 800 ekstra voksenlærlingeforløb, så ufaglærte især unge ledige kan blive faglærte.
? Særlig indsats for bogligt svage unge.
? Jobrotation skal hjælpe flere unge ind på arbejdsmarkedet.
? Trainee-forløb skal give unge med en uddannelse adgang til arbejdsmarkedet.
1.500 ekstra skolepraktikpladser så unge kan blive færdige med deres uddannelse, indgår også i finanslovsudspillet.
Læs mere her
tags: arbejdsløshed, økonomi, uddannelse, regeringen, ungdomsarbejdsløshed, 2012, virksomhed, arbejdsløs, regering, beskæftigelse, kompetenceløft, praktikplads, skolepraktik, skolepraktikplads, arbejdsmarked, beskæftigelsesminister, lærling,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar