En række københavnske folkeskoler har i samarbejde med Niels Brock Kursuscenter udarbejdet et undervisningstilbud, som skal ruste forældrene til at yde bedre lektiehjælp til deres børn.
Alt for mange forældre kommer til kort, når børnene har brug for hjælp til stavning og brøkregning. En del har måske selv forladt skolen tidligt, fordi en praktisk uddannelse var mere tillokkende. Andre er måske af anden etnisk oprindelse og behersker det danske sprog i samtale, men knapt så godt når det kommer til læsning og skrivning.
Det samme gælder matematikken, hvor undervisningsbøgerne ofte ikke har meget til fælles med dem, forældrene selv blev præsenteret for, da de gik i skole.
De københavnske folkeskoler og Niels Brock Kursuscenter er derfor gået sammen om at tilbyde gratis undervisning til de forældre, som ikke føler, at de har tilstrækkelige kundskaber i dansk og matematik til at hjælpe deres børn med lektierne.
Undervisningen vil typisk foregå på den skole, hvor børnene har deres daglige færden, og børnenes skolebøger vil indgå som en del af undervisningsmaterialet. Tidsrummet vil som udgangspunkt være 17.00 20.00 én til to gange om ugen alt efter ønsker og behov.
De københavnske skoler og Niels Brock Kursuscenter vil i den nærmeste fremtid invitere forældrene til en informationsaften, hvor projektet bliver præsenteret nærmere. Her får de ved samme lejlighed mulighed for at indgå i åben dialog med repræsentanter fra skolerne og Niels Brock Kursuscenter. De får desuden tilbudt en personlig samtale og behovsafklaring.
De lokale medier er naturligvis velkomne til at deltage på en informationsaften, ligesom de deltagende parter gerne stiller op til interview og svarer på spørgsmål.
Skolernes ledelser står parate til at besvare spørgsmål fra forældrene, når tilbuddet bliver offentliggjort.
For yderligere information:
Rasmus Lindboe, Mediechef på Niels Brock, ral@brock.dk, 23 21 45 31.
Læs mere her
tags: interview, uddannelse, rock, folkeskole, undervisning, sprog, undervisningsmateriale,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar