Roskilde Universitet har ansat Martin Bayer, der er institutleder på Institut for Didaktik på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, som ny institutleder på Institut for Kultur og Identitet (CUID).
Martin Bayer, der er 55 år gammel, er uddannet mag.art. i pædagogik fra Københavns Universitet og har desuden en ph.d.-grad fra samme sted.
I 2005 blev Martin Bayer ansat ved DPU som institutleder ved Institut for Curriculumforskning. Siden 2008 har han fungeret som institutleder ved Institut for Didaktik.
RUC s rektor, Ib Poulsen, glæder sig over ansættelsen af Martin Bayer:
- Med Martin Bayer får Institut for Kultur og Identitet en leder, der med sin fremkommelige og åbne ledelsesstil kan fortsætte den positive udvikling, der har kendetegnet instituttet, men også en leder der vil kunne yde et væsentligt bidrag til implementeringen af instituttets udviklingsplan, både uddannelses- og forskningsmæssigt.
- Hans ledelsesmæssige erfaring som institutleder gennem fem år på DPU gør ham særdeles egnet til at stå i spidsen for et institut med mange fagligheder og faglige traditioner, der skal spille sammen.
- Endelig ser jeg meget frem til at arbejde sammen med Martin Bayer i universitetsledelsen, hvor jeg er sikker på, at han vil kunne yde et vigtigt bidrag med at virkeliggøre universitetets netop vedtagne strategi, udtaler Ib Poulsen.
Martin Bayers karriere tæller en lang række artikler i internationale publikationer indenfor didaktik og curriculumforskning. Senest har han i forbindelse med regeringens Rejsehold , der har skullet lave et 360 graders eftersyn af den danske folkeskole, arbejdet på et forskningsprojekt om læreruddannelserne i henholdsvis Singapore, Canada, Finland og Danmark.
Derudover omfatter Martin Bayers akademiske karriere deltagelse i adskillige netværk. Martin Bayer er således aktiv i Nordisk netværk for forskning i læreruddannelse og læreres professionelle udvikling, ligesom han sidste år blev gæsteprofessor på Beijing Normal University.
Martin Bayer ser frem til arbejdet på CUID:
- Jeg har megen sympati for RUC s særlige profil som et kritisk, tværfagligt, problemorienteret forsknings- og uddannelsesmiljø, og jeg ser også i de kommende år denne profil som meget vigtig og relevant i det samlede universitetsmiljø, nationalt og internationalt. Både forskere og administrativt personale på CUID har gennem en årrække oplevet adskillige moderniseringsinitiativer, og der er blevet stadigt flere nye og mere komplekse arbejdsopgaver. Dette medfører også en række udfordringer for institutledelsen udfordringer, som jeg ser frem til at tage op, fastslår Martin Bayer.
Martin Bayer tiltræder stillingen som institutleder på RUC den 1. september.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til:
Rektor Ib Poulsen, Roskilde Universitet, tlf.: 4674 2584, mobil: 2345 0130.
Institutleder Martin Bayer, Institut for Didaktik, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, tlf.: 3543 0636, mobil: 26306676
Læs mere her
tags: Danmark, 2008, København, uddannelse, Canada, regeringen, Roskilde, Beijing, regering, faglighed, Finland, folkeskole, Singapore, ledelsesstil, strategi, ansættelse, rektor, miljø, publikation, forskningsprojekt, Københavns Universitet,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar