SINE s forstander og Tønder Kommunes borgmester har i dag haft foretræde for Folketingets landdistriktsudvalg om SINEs udvidelsesplaner, der er kommet i klemme i lovgivningen
Sportsefterskolen SINE i Løgumkloster ønsker at udvide aktiviteterne med en ny sportshøjskole. Det nye skoletilbud skal placeres i det tidligere plejecenter Aaløkke, som Tønder Kommune er indstillet på at overdrage til skolen. Men den nuværende lovgivning kan spænde ben for planerne.
Derfor tog SINE s forstander, René Jacobsen, og borgmester Laurids Rudebeck i dag til København for at tale skolens sag over for Folketingets landdistriktsudvalg. De blev godt modtaget og oplevede, at der blev lyttet til deres argumenter og synspunkter.
Loven siger, at en skoles kernefaciliteter skal udgøre en geografisk og bygningsmæssig enhed. Det er her, SINE kan risikere at komme i klemme, fordi Aaløkke og SINE s nuværende skolefaciliteter ved Klosterhallen ligger et stykke fra hinanden med en større vej imellem.
- Vi har en sportsefterskole, der kører rigtig godt, og som nu har spændende planer om at udvikle sig og skabe nye aktiviteter til gavn for de unge og hele området. Desværre virker den nuværende lovgivning som en stopklods. Det kan ingen være interesseret i, at jeg håber derfor, at der kan skabes mulighed for dispensation, siger borgmester Laurids Rudebeck.
Forstander René Jacobsen håber også på landspolitikernes forståelse og velvilje.
- Vi må kunne finde en løsning i fællesskab. Vi vil i hvert fald gøre vores til, at det lykkes, for det er i alles interesse, at vi kommer i mål med dette projekt, siger forstanderen.
Læs mere her
tags: København, politi, borgmester, lovgivning, Folketinget, Tønder, efterskole,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar