Ny udredning sætter fokus på scenekunstområdets videregående uddannelser
Som opfølgning på flerårsaftalen for de videregående kunstneriske uddannelser 2011-2014 blev der i 2012 nedsat et udvalg under ledelse af Kulturministeriet. Udvalget skulle udarbejde konkrete forslag og anbefalinger til indholdet og organiseringen af det samlede uddannelsesudbud på det statslige og statsligt støttede scenekunstneriske uddannelsesområde.
Udvalget har nu afsluttet sit arbejde og fremlægger i udredningen sine overvejelser over, hvordan der kan sikres udviklingsorienterede og bæredygtige fag- og uddannelsesmiljøer, som uddanner til højeste kunstneriske niveau og udruster de færdiguddannede med en bred palet af professionelle kompetencer.
Udredningen rummer en række anbefalinger om etablering af nye uddannelser, udvikling af efter- og videreuddannelse, udvikling af videngrundlag, samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner samt anbefalinger til en fremtidig struktur for og organisering af scenekunstuddannelserne.
Konkret anbefaler udvalget bl.a., at de scenekunstneriske uddannelser udvikles til bachelor- og kandidatuddannelser af henholdsvis tre og to års varighed, samt at der etableres en ny institution, som samler alle de nuværende videregående scenekunstuddannelsesinstitutioner.
Kulturminister Marianne Jelved siger:
Vi har gode scenekunstuddannelser i Danmark, som stabilt har uddannet rigtig dygtige scenekunstnere. Formålet med udredningen er at få endnu bedre uddannelser på højt, internationalt niveau til gavn og glæde for den enkelte studerende, uddannelserne og scenekunsten. Jeg ser derfor frem til at sætte mig grundigt ind i udvalgets overvejelser og drøfte udredningen og dens anbefalinger med parterne bag uddannelsesaftalen.
Udvalget har været sammensat af folk, som hver især har bidraget med deres viden, vinkel og vigtige erfaringer fra forskellige dele af scenekunstverdenen. Jeg synes, udvalgsmedlemmerne har gjort et stort arbejde, og vil gerne takke dem for deres indsats.
Yderligere oplysninger
Afdelingschef Steen Kyed, Kulturministeriet, tlf.: 41 39 38 65
Kulturministeriets pressetelefon, tlf.: 22 76 51 16
Læs mere her
tags: Danmark, 2011, Kulturministeriet, uddannelse, kunst, 2012, kandidatuddannelse, studerende, uddannelsesinstitution, videregående uddannelse, miljø, 2014,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar