Sundhedsstyrelsen har samlet de metoder, der kan bruges til at vurdere kompetencerne hos læger under uddannelse. Metoderne benyttes til at vurdere om lægerne kan leve op til de mål, der er sat for hvert uddannelseselement i specialet.
Oversigten over kompetencevurderingsmetoder er udarbejdet af en arbejdsgruppe for Sundhedsstyrelsen. Formålet er at sprede viden om og indsigt i brugen af de forskellige kompetencevurderingsmetoder. Selv om mange specialer er kommet godt i gang med at bruge metoder til at vurdere kompetencerne i videreuddannelsen, bliver metoderne brugt meget forskelligt fra afdeling til afdeling og fra speciale til speciale. Målet for Sundhedsstyrelsen er, at oversigten vil blive anvendt af blandt andet de videnskabelige selskaber, når de skal udarbejde den specialespecifikke del af målbeskrivelsen.
Specialernes målbeskrivelser beskriver de kompetencer, en speciallæge skal opnå indenfor det enkelte speciale. Desuden fastlægger målbeskrivelserne, hvilken metoder der skal bruges til at vurdere, om en uddannelseslæge mestrer den kompetence. Kompetencevurderingen bliver gennemført af uddannelsesansvarlige overlæger/tutorer og kliniske vejledere ved de uddannelsesgivende hospitalsafdelinger/praksis.
Oversigten over kompetencevurderingsmetoderne beskriver systematisk ti kompetencevurderingsmetoder, herunder definition, anvendelighed, fordele og ulemper, validitet og pålidelighed af metoderne. Desuden indeholder oversigten konkrete anbefalinger til anvendelsesmuligheder af metoderne.
Rapporten kan bruges på de uddannelsesgivende afdelinger af uddannelsesansvarlige overlæger, kliniske vejledere, uddannelsesøgende læger og andre med interesse og ønske om øget viden om valg af kompetencevurderingsmetode og udførelsen af kompetencevurderinger.
Læs mere her
tags: hospitalsafdelinger, hospital, uddannelse, overlæge, Sundhedsstyrelsen, videnskab,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar