Stadig flere elektrikere, tømrere og murere skifter livet på byggepladsen ud med en uddannelse som ingeniør. Det viser en opgørelse fra Ingeniørhøjskolen i Århus, hvor optaget på skolens adgangskursus for håndværkere er steget med 50 procent på kun et år. En kampagne skal nu øge antallet af håndværkere på ingeniørstudiet yderligere.
Vi har det seneste år oplevet en markant stigning i antallet af håndværkere, der tager vores adgangskursus for derefter at starte på ingeniørstudiet. Både nyuddannede og erfarne håndværkere vil læse videre, og vi møder alle faggrupper lige fra elektrikere og tømrere til smede og maskinarbejdere, siger studieleder Mette Lindhardtsen fra Ingeniørhøjskolen.
På adgangskurset lærer håndværkere og andre uden en gymnasial uddannelse blandt andet matematik, fysik og kemi. Den nye opgørelse viser, at optaget i september 2009 slog alle rekorder med 151 nystartede studerende. Til sammenligning startede 101 studerende på adgangskurset i september 2008, hvilket svarer til en stigning på 50 procent på kun et år.
Flere årsager til håndværkerboom
Ifølge Mette Lindhardtsen er der flere årsager til væksten i antallet af studerende med en baggrund som håndværker eller en anden erhvervsuddannelse.
Med en erhvervsuddannelse i bagagen kan man blive diplomingeniør på i alt 4,5 år, og det er tillokkende for mange håndværkere, der har fået nok af de kolde, regnfyldte dage på byggepladsen. Men det er klart, at krisen i byggebranchen også har gjort, at flere faglærte ser ingeniøruddannelsen som en vej til et mere sikkert job, siger Mette Lindhardtsen.
Kampagne skal tiltrække flere håndværkere
Ingeniørhøjskolen satser på fortsat vækst i antallet af studerende med håndværkerbaggrund og iværksætter derfor en kampagne til efteråret, der ved hjælp af blandt andet brochurer, web, events, annoncer og en mobilportal skal synliggøre mulighederne for at læse videre til ingeniør.
Mange håndværkere kommer fra hjem uden uddannelsestradition, og derfor er det med til at bryde den negative sociale arv, når en håndværker bliver ingeniør. Samtidig er det en fordel som ingeniør at have en praktisk baggrund. Med den nye kampagne vil vi informere håndværkere i Midtjylland om muligheden for at læse videre, siger Mette Lindhardtsen.
Studerende: Fordel at være håndværker
En af de håndværkere, der har skiftet Kansas-tøjet ud med lommeregneren, er den 22-årige Torsten Sødinge Gregersen, der er tidligere klejnsmed og nu er ved at uddanne sig til diplomingeniør i bygning.
Jeg har valgt at læse videre til ingeniør, fordi jeg er fascineret af store konstruktioner og gerne vil konstruere og bygge store byggerier. Og så er det et plus, at min fortid som håndværker kan bruges i ingeniørstudiet. Eksempelvis har jeg en teknisk snilde og en god indsigt i arbejdet med et materiale som stål, som en typisk student nok ikke har, siger Torsten Sødinge Gregersen.
Ingeniørhøjskolen afholder torsdag den 22. oktober kl. 16.30 et informationsmøde for håndværkere, der overvejer at læse videre til ingeniør. Læs mere på www.iha.dk/faglaert.
Læs mere her
tags: 2009, 2008, Århus, uddannelse, portal, Midtjylland, kemi, Ingeniørhøjskolen, ingeniøruddannelse, ingeniørstudiet, studerende, Ford, nyuddanned, elektriker,
Spændende indlæg om håndværkere, der springer ud som ingeniører! Det er interessant at se, hvordan teknisk erfaring kan føre til en ingeniørkarriere. Jeg undrer mig dog over, hvilke udfordringer der kan opstå, når man skifter fra et praktisk håndværk til en teoretisk ingeniørrolle? Er der nogen, der har erfaring med denne overgang?
SvarSletVærd at se mere på https://outworking.dk/maskinarbejdere