En gruppe studerende fra CBS har i samarbejde med amerikanske studerende vundet en kategori ved startup-konkurrencen Venture Cups Idea Competition. Rigtig god timing, en ide, der er mere kompliceret end den lyder og masser af arbejde. Det er opskriften på et projekt, som gav Charon Biotech-gruppen sejren i Cleantech & Environment-kategorien ved Venture Cups Idea Competition 2015.
- Vinderholdet udviste stort teknologisk håb, og hvis det anvendes, vil det radikalt kunne reducere omkostningerne på bio-molekyler i både fødevare- og medicinalindustrien, sagde jurymedlem Frederik Flagstad, der er COO i det grønne energiselskab GreenGo Energy.
Charon Biotech er et samarbejde mellem master-studerende ved CBS' BioBusiness and Innovation Platform samt studerende fra Georgia Institute of Technology.
Biomolekyler
Samarbejdet opstod, da de som en del af deres uddannelse skulle finde en ide, de kunne stille op med til Venture Cups Idea Competition. De kom i kontakt med lektor Hussam H. Nour-Eldin fra Københavns Universitet, der netop havde en ide til at skabe biomolekyler, han gerne ville lave til en forretning.
Biomolekyler kan fremstille vanilje, duft i parfumer eller vitaminerne til en vitaminpille. De bliver skabt i modificerede celler, men de skal adskilles fra cellerne, før de kan bruges. Det er netop denne adskillelse fra cellen, som Charon Biotech vil gøre nemmere.
- Industrien har haft svært ved det, og det er lykkedes os at finde en metode, der lyder så simpel, at den næsten virker dum. Basalt set handler det bare om at få cellerne til selv at pumpe biomolekylerne ud. Men det er nemt at sige og svært at gøre, siger Marco Minoia, der er master-studerende på CBS.
Fordele og ulemper
Selvom afstanden mellem Danmark og USA har budt på udfordring såsom Skype-møder og mange emails, har samarbejdet i det store hele fungeret rigtig godt. De studerende har mødtes både i USA og Danmark, og en af de amerikanske gruppedeltagere var også til stede, da Charon Biotech vandt prisen for den bedste ide inden for Cleantech & Environment.
Selve det akademiske projekt er nu ovre, eftersom deres deltagelse i Venture Cup Idea Competition tæller som eksamen i kurset. Men fremadrettet har de studerende aftalt, at de vil arbejde videre med projektet som minimum i fritiden.
Venture Cup er en startup-konkurrence, der drives for universitetsmidler samt med støtte fra private og offentlige midler. Ved Idea Competition uddeles der priser i seks kategorier, og vinderen i hver kategori får 25.000 kr. Ved dette års Idea Competition deltog hold med CBS-studerende i fem ud af de seks kategorier.
Læs mere her
tags: USA, Danmark, København, uddannelse, medicin, omkostninger, teknologi, energi, studerende, konkurrence, Ford, Skype, vitaminer, Københavns Universitet,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar