Social & SundhedsSkolen Herning tilbyder uddannelsen til social- og sundhedshjælper i Holstebro
Nu bliver det lettere for unge i det nordvestjyske område at tage en uddannelse som social- og sundhedshjælper. I samarbejde med Social & SundhedsSkolen, Herning har Holstebro, Struer og Lemvig kommuner indgået en aftale om, at den teoretiske del af uddannelsen også kan tages i Holstebro med virkning fra september i år.
Dermed udbygges samarbejdet mellem Social & SundhedsSkolen og de tre kommuner.
I august sidste år startede de første elever på grundforløbet inden for sundhed, omsorg og pædagogik i Uddannelsescenter Holstebro, der er ramme om en lang række erhvervsuddannelser. Uddannelsescenter Holstebro (en sammenlægning af Holstebro Handelsskole og Holstebro Tekniske Skole) skal nu også danne ydre rammer om den teoretiske del af uddannelsen til social- og sundhedshjælper.
Samarbejde om
kvalitet i uddannelsen
Det er Social & SundhedsSkolen, Herning, der udbyder uddannelsen, og det er undervisere herfra, der skal levere undervisningen i Holstebro. For at sikre en praksis tilknytning til teorien indrettes der i samarbejde med Holstebro Kommune en øve-lejlighed for de kommende social- og sundhedshjælpere i Plejeboligerne Birkehøj i Holstebro.
- Det er vigtigt for os at skabe en uddannelse på højt fagligt niveau, bl.a. ved at implementere praktiske øvelser i et realistisk miljø og skabe et godt læringsmiljø med engagerede undervisere. Vi er meget tilfredse med det samarbejde, vi har i dag med Uddannelsescenter Holstebro (UCH) om grundforløbet. Der er et godt studiemiljø i UCH, som også elever på uddannelsen til social- og sundhedshjælper kommer til at nyde godt af, siger uddannelseschef på Social & SundhedsSkolen, Herning, Peter Nothlev.
I dag skal elever på uddannelsen til social- og sundhedshjælper køre til Herning for at tage den teoretiske del. Med placeringen i Holstebro forkortes transporttiden væsentligt for elever fra de tre nordvestjyske kommuner.
- Vi ved af erfaring, at afstand betyder meget for, om de unge søger sundhedsuddannelser eller ikke, siger Peter Nothlev.
Styrker rekruttering
Formanden for Social- og Sundhedsudvalget i Holstebro Kommune, Anne Lise Holst Jensen, glæder sig over aftalen om også at placere uddannelsen til social- og sundhedshjælper i Holstebro.
- Dermed styrker vi grundlaget for at rekruttere medarbejdere til social- og sundhedsområdet i de tre kommuner. Fremtiden kræver udannelse og høj faglighed, og vi får i de kommende år stort behov for uddannet arbejdskraft på social- og sundhedsområdet. Og den nye aftale er med til at styrke Holstebro som uddannelsesby, siger Anne Lise Holst Jensen.
Fakta om uddannelsen til
social- og sundhedshjælper
* Social- og sundhedshjælpere arbejder i ældreplejen. Arbejdet består bl.a. i praktisk bistand og omsorg til handicappede, syge eller ældre, der har behov for hjælp til at klare hverdagen i eget hjem eller på institution.
* Det tager normalt 14 måneder at blive social- og sundhedshjælper. Uddannelsen veksler mellem skole og praktik.
* Adgangskrav til uddannelsen som social- og sundhedshjælper:
- Bestået grundforløb, eller
- mindst ét års anden skolegang efter 9 års skolegang og/eller mindst ét års erhvervs-erfaring efter 9 års skolegang.
- Tilsvarende kvalifikationer, der eventuelt er erhvervet i udlandet.
* Med en uddannelse som social- og sundhedshjælper kan man videreuddanne sig til social- og sundhedsassistent.
* Som social- og sundhedsassistent kan man søge ind på en mellemlang, videregående uddannelse på social- og sundhedsområdet, f.eks. til sygeplejerske, fysioterapeut, ergoterapeut eller pædagog.
Flere oplysninger:
Formand for Social- og Sundhedsudvalget, Anne Lise Holst Jensen, tlf. 9741 1787, mobil 2446 2426.
Direktør Britta Raaballe, Social & SundhedsSkolen, Herning, tlf. 9627 2929.
Udviklingskonsulent Kirsten Skovgaard, Holstebro Kommune, tlf. 9611 7308.
Uddannelsesansvarlig Struer Kommune, Bodil Mogensen, tlf. 9684 8357.
Udannelseskoordinator Lemvig Kommune, Else Sørensen, tlf. 9663 1915.
Læs mere her
tags: uddannelse, Holstebro, Struer, udland, Herning, Lemvig, faglighed, ergoterapeut, uddannelseschef, videregående uddannelse, arbejdskraft, sygeplejerske, miljø, erhvervsuddannelser, undervisning,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar