Igen i år er antallet af ansøgninger til de videregående uddannelser steget, og ansøgerne er yngre end tidligere. De erhvervs- og professionsrettede uddannelser er mest populære.
Flere unge vil have en videregående uddannelse, og de begynder tidligere på uddannelsen. De erhvervsrettede og praksisorienterede uddannelser er de mest populære blandt ansøgerne.
Det viser ansøgerstatistikkerne fra Den Koordinerede Tilmelding 2011. Ved fristen den 5. juli havde 75.161 søgt optagelse på en videregående uddannelse. Det er ny rekord og en stigning på knap 10 procent siden 2010.
Undervisningsminister Troels Lund Poulsen er tilfreds med den store søgning.
?Det glæder mig, at de unge i høj grad vælger erhvervsrettede og praksisorienterede uddannelser. De er typisk præget af lavere frafald og hurtigere gennemførsel, og der er gode karrieremuligheder i uddannelserne. De studerende får kompetencer, som kan anvendes direkte på arbejdsmarkedet. Det har dansk økonomi hårdt brug for. Det er også positivt, at så mange søger ind på uddannelser, der er rettet mod det private arbejdsmarked. Og så har de unge for alvor har taget budskabet til sig om at komme hurtigt i gang med en uddannelse. Jo hurtigere, de kommer i gang, jo hurtigere kan de komme ud og bidrage til samfundet og forsørge sig selv,? siger Troels Lund Poulsen.
Over halvdelen søger ind på en erhvervsakademi- eller professionsbacheloruddannelse. Disse uddannelser hører under Undervisningsministeriets område, og uddannelsesinstitutionerne opnår i forhold til 2010 en fremgang på knap 13 procent.
De unge fortsætter tidligere års tendens til at gå hurtigere i gang med en videregående uddannelse efter deres studentereksamen. Andelen af unge, som er under 21, når de søger ind, er steget fra 23 procent i 2006 til knap 30 procent i år.
Pædagoguddannelsen er stadig landets mest populære, videregående uddannelse efterfulgt af sygeplejerskeuddannelsen og læreruddannelsen, men uddannelser, der retter sig mod det private arbejdsmarked, kan også notere en markant fremgang. Det gælder for eksempel uddannelserne til diplomingeniør, energiteknolog og finansøkonom.
Også nye uddannelser opnår stigende interesse fra ansøgerne. Det gælder blandt andre professionsbacheloruddannelsen i finans, der siden 2008 har mere end fordoblet ansøgertallet og professionsbacheloruddannelsen i offentlig administration, der siden 2008 har firedoblet ansøgertallet.
Læs mere her
tags: 2010, 2011, 2008, økonomi, uddannelse, 2006, energi, studerende, uddannelsesinstitution, videregående uddannelse, sygeplejerske, arbejdsmarked, Undervisningsministeriet,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar