onsdag den 13. juli 2011

Håndværket motiverer de unge til at uddanne sig

Flere unge gennemfører en erhvervsuddannelse, hvis de ved, hvad de vil arbejde med, hvis de skoletrætte møder en undervisning, der har et praktisk indhold, og hvis de bogligt stærke får flere udfordringer. Det viser en ny undersøgelse fra AKF, Anvendt KommunalForskning.

Hvis man vil have flere unge til at gennemføre en erhvervsuddannelse end de 52 %, der gennemfører i dag, skal man sætte ind på flere fronter. Mere praktisk undervisning til de skoletrætte, flere udfordringer til de bogligt stærke og fokus på erhvervsvejledning frem for uddannelsesvejledning, er nogle af de vigtigste redskaber. Det viser en ny undersøgelse, AKF har lavet for Undervisningsministeriet, der har set på hvilke værdier, interesser og holdninger, de unge på erhvervsuddannelserne har.

Fokus på jobbet
En af nøglerne til at få flere unge til at færdiggøre en uddannelse er, at de bliver afklarede med hensyn til ønsker og forudsætninger for et job. Den afklaring ville kunne fremmes allerede i folkeskolen gennem vejledning om job- og karrieremuligheder i stedet for uddannelsesvejledning.

? For mange af de unge, der søger ind på erhvervsuddannelserne, er uddannelsen ikke et mål i sig selv, men en vej til at få et arbejde. Det motiverer og fastholder dem, når de ved, hvad de vil arbejde med bagefter. Det er tydeligt, at interessen for håndværket er en motiverende drivkraft. Mangel på praktikpladser virker derfor også demotiverende på de unge, siger forskningsleder i AKF, Torben Pilegaard Jensen, der står bag undersøgelsen.

Praktisk indhold er vigtigt
Undersøgelsen viser, at op mod hver tredje af dem, der gennemfører en erhvervsuddannelse, havde ringe boglige færdigheder, da de forlod folkeskolen, og at mange var skoletrætte. Erhvervsskolerne har altså succes med at motivere og fastholde netop denne gruppe gennem den praktiske tilgang til læring.

? Erhvervsskolerne er blevet langt bedre til at give undervisningen et praktisk indhold, og det betyder, at de skoletrætte får positive oplevelser og lyst til at dygtiggøre sig, siger Torben Pilegaard Jensen.

Fasthold de dygtigste
En anden gruppe, der søger ind på erhvervsuddannelserne, har boglige færdigheder på niveau med dem, der søger en gymnasial uddannelse. De falder fra, hvis der ikke er udfordringer nok og vil formodentlig kunne motiveres af bedre muligheder for videre uddannelse efter erhvervsuddannelsen.

? Der er behov for differentieret undervisning, niveaudeling og gode muligheder for videre uddannelse for også at udfordre de bogligt stærke elever. På den måde vil erhvervsuddannelserne formodentlig også opnå større prestige og tiltrække flere af de elever, der i dag vælger gymnasiet, siger Torben Pilegaard Jensen.

Kontakt
Forskningsleder i AKF Torben Pilegaard Jensen, tlf.: 43 33 34 70, mobil: 61 27 96 44
Forskningsassistent i AKF Britt Larsen, 43 33 34 36

Læs mere
Torben Pilegaard Jensen og Britt Østergaard Larsen (2011): Unge i erhvervsuddannelserne og på arbejdsmarkedet. Værdier, interesser og holdninger : http://bit.ly/qLZ6Gh

###

Læs også
Unge i erhvervsuddannelserne og på arbejdsmarkedet (Rapport, 09.07.2011) : http://bit.ly/qLZ6Gh

Læs mere her

tags: 2011, uddannelse, folkeskole, gymnasiet, Forskning, erhvervsuddannelser, praktikplads, undervisning, arbejdsmarked, Undervisningsministeriet,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar