Kvaliteten i især erhvervsuddannelserne skal op. Det skal videreførelsen af penge og et nyt erhvervsuddannelsesudvalg være med til at sikre. Udvalget skal kigge på, hvordan praktikpladsgarantien kan blive en realitet.
Det er regeringens mål at styrke kvaliteten i erhvervsuddannelserne, skærpe uddannelsesgarantien og sikre praktikpladser til de unge, der gerne vil gennemføre en erhvervsuddannelse.
Det mål er afspejlet i forslaget til næste års finanslov. Her er afsat i alt 800 millioner kroner, der skal gå til forskellige uddannelsesinitiativer som eksempelvis løsninger på praktikpladsområdet.
Det er afgørende, at vi finder en løsning på praktikpladsproblemet og skærper uddannelsesgarantien. Derfor kører regeringens indsats i to spor. Dels nedsætter vi et erhvervsuddannelsesudvalg, der skal finde løsninger i samarbejde med arbejdsmarkedets parter og dels viderefører vi midler, der især skal gå til at styrke kvaliteten af uddannelserne, siger Christine Antorini, børne- og undervisningsminister.
Hun lægger vægt på, at regeringen trods den økonomiske situation har valgt at prioritere erhvervsuddannelserne.
Erhvervsuddannelsesudvalget skal blandt andet se på, hvordan vi kan finde holdbare løsninger på praktikpladsområdet, og hvordan skolepraktikordningen kan blive mere fleksibel. Udvalget skal også se på, hvordan skolerne kan styrke arbejdet med at finde praktikpladser, så det kan resultere i flere uddannelsesaftaler. De første anbefalinger bliver præsenteret senere i efteråret, så de kan indgå i finanslovforhandlingerne for 2013.
Elevernes grundlæggende læse-, skrive- og regnefærdigheder har vist sig afgørende for, at de unge kommer videre efter grundskolen og gennemfører en ungdomsuddannelse. Regeringens uddannelsespolitiske prioriteringer på finanslovsforslaget for 2013 skal således også ses i sammenhæng med den kommende folkeskolereform og ministerudvalget for ungdomsuddannelser.
Regeringens fokus på erhvervsuddannelserne betyder også, at den i det nye år vil komme med konkrete forslag til, hvordan kvaliteten i erhvervsuddannelserne kan styrkes og understøtte regeringens uddannelsespolitiske målsætninger.
På finanslovsforslaget for 2013 er der i alt afsat 30,4 milliarder kroner i 2013 til børne- og undervisningsområdet.
Læs mere her
tags: politi, økonomi, uddannelse, 2013, regeringen, penge, regering, folkeskole, undervisningsminister, erhvervsuddannelser, praktikplads, skolepraktik, undervisning, arbejdsmarked, uddannelsesgaranti, finanslov,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar