De fleste virksomheder sender kort tid efter at have modtaget en ansøgning en bekræftelse. Ofte angiver de hvor lang tid der vil gå, inden de indkalder relevante ansøgere til samtale. Hvis man ikke bliver indkaldt til samtale, er det Jobzonens erfaring, at der kan gå flere uger inden det endelige svar når jobansøgerens postkasse.
Hvis man ikke har hørt fra virksomheden efter et par uger, kan man godt tillade sig at ringe eller sende en e-mail for at høre, hvor langt de er i processen.
Desværre er ansøgninger tit forbundet med afslag. Det er ærgerligt at få afslag, især hvis man synes, at jobbet passer sammen med kompetencer og ønsker.
Tit er vi fristet til at lade et afslag være udtryk for, at vi ikke er gode nok, eller at vi sikkert har skrevet noget forkert i ansøgningen. Rigtig mange afslag skyldes dog ene og alene det faktum, at virksomheden kun kan indkalde en snæver gruppe af ansøgere til samtale, selvom der er modtaget rigtigt mange kvalificerede ansøgninger.
Det er altid en god ide for ansøgeren at evaluere processen, og benytte sig af afslaget til at komme videre i jobsøgningen. Dette kan gøres ved at stille sig selv følgende spørgsmål:
Svarer kompetencer til de krav, der er nævnt i stillingsopslaget
Er CV' et og ansøgningen formuleret tilstrækkeligt klart og tydeligt
Er der væsentlige informationer og kvalifikationer, der mangler
Er materialet tiltrækkende i layout og opsætning
Man kan med fordel bruge afslaget til at ringe til virksomhedens kontaktperson og spørge om:
Hvad virksomheden især lagde vægt på ved besættelsen af jobbet
Hvordan vedkommende mener, at man kan forbedre sine chancer for at få et tilsvarende job
Med afslaget får man på den måde feedback og afklaring. Det kan også være at afslaget åbner øjnene for at søge bredere eller i andre retninger.
Læs mere her
tags: virksomhed, arbejdsliv,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar